Kommune politianmelder husejere

Mellem 50 og 60 husejere har endnu ikke koblet sig på Guldborgsund Kommunes kloaknet. Det skal de ellers, og derfor bliver de nu politianmeldt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Enten har de ikke råd, eller også er det, fordi de ikke vil tilsluttes kloaknettet.

Op mod 60 husejere har ikke tilsluttet sig det nye kloaknet, som er rullet ud i flere landområder i Guldborgsund Kommune.

Det koster dem nu en politianmeldelse.

Trist at måtte politianmelde

- Det er selvfølgelig meget trist, siger formanden for Teknik- og Miljøudvalget i Guldborgsund Kommune, Arne Graae Jensen (Venstre), og fortsætter:

- For os er det jo ikke en målsætning at nogen skal politianmeldes her. Vi forsøger sådan set bare at leve op til de krav, EU og staten har stillet.

I forvejen er 17 andre borgere i kommunen allerede blevet politianmeldt.

Dyre kloaker

Når kloaknettene skal udrulles i landområder er det for at sikre et bedre vandmiljø.

Der er dog steder i landet, hvor det nærmest kan være umuligt at låne til de udgifter, der er forbundet med at blive koblet på kloaknettet.

Faldende huspriser og et usikkert boligmarked får nemlig banker og realkreditinstitutter til at holde på pengene, og så kan det være svært at finde 35.000 kroner til tilslutningsafgiften og 5.000 til 20.000 kroner til kloakeringen på husejerens egen grund.

Kan blive tvunget fra hus og hjem

Arne Graae Jensen (V) vil ikke spå om, hvorvidt det er økonomien, der spænder ben for, at de seneste 50-60 husejere endnu ikke har koblet sig på kloaknettet.

Men med politianmeldelserne følger en bøde på 5.000 kroner og dernæst bøder på 2500 kroner om måneden, og det kan få konsekvenser.

- I værste fald ender det ud med, at folk bliver tvunget fra deres hjem, og det er selvfølgelig dybt beklageligt og bedrøveligt, siger teknik- og miljøudvalgsformanden.

Men har I ikke et ansvar for, at det ikke ender sådan?

- Jo. Og det gør vi også noget ved nogle steder. Det bliver blandt andet vurderet, om de enkelte ejendomme også vil være i brug om en årrække, om om det så giver mening at lave sådan en investering som en kloakføring er, siger Arne graae Jensen til TV2 ØST.


Nyhedsoverblik