Klaus Knudsen fra Lillebrænde på Falster kan nu endelig ånde lettet op. For nu er det helt på plads, at han slipper for en tur i fængsel for ikke at have tilsluttet sig det offentlige kloaknet.
Ifølge Klaus Knudsen har han som arbejdsløs slet ikke råd til at betale for det store projekt. Han har betalt de 35.000 kroner som selve tilslutningen koster, men han har ikke haft penge til at betale for det kloakarbejde, han skal have lavet på sin egen grund.
Derfor blev han i sidste ende meldt til politiet af Guldborgsund Kommune og endte med ubetalte dagbøder på 25.000 kroner.
Derfor kan man godt sige, at Klaus Knudsen blev reddet på målstregen, da kommunen på et møde i denne uge besluttede at låne ham til kloaktilslutningen til en rimelig rente til afdragelse over ti år.
- Jeg er helt vildt glad for det, det er en stor byrde, der er forsvundet, fortæller Klaus Knudsen til TV2 ØST.
Han får nu et lån på 40.000 kroner og slipper for dagbøderne – til gengæld blev der dog udstedet en bøde på 5.000. Dem kan Klaus Knudsen betale over sin skat.
Ifølge Klaus Knudsen vil han blive tilsluttet det offentlige kloaknet om en måned til halvanden.