Kamp for dybfrosne roer

Vinteren bremser landmændenes kamp for at få de sidste roer op af jorden og afsted til sukkerfabrikken.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Jan Larsen er en af de landmænd, der arbejder i døgndrift for at få roerne op af sine dybfrosne marker.

- Det er et langt sejt træk, for vi har ikke haft nogle lange gode perioder at køre i, som vi plejer, siger han.

Det er den sidste måneds lave temperaturer og de store mængder sne, som skaber problemerne for landmændene.

- Den frosne jord ryger med op i roeoptagere, og det kan den ikke sortere fra, og så bliver jordprocenten for høj, siger Jan Larsen.

Roekampagnen slutter i Nakskov den 11. januar. I Nykøbing Falster tager fabrikken imod sidste læs roer den 4. januar. Begge steder arbejder de ansatte på højtryk, men vintervejret gør arbejdet besværligt.

- Der hænger meget frossen jord på roerne, og det er besværligt at vaske dem rene, og så har vi meget jord, vi skal have vasket ud i vores bassiner, siger direktør, Aksel Føns Johnsen.

Hvis ikke landmændene når at få roerne op af jorden og afsted til fabrikken, står de til at tabe på årets høst. Det er noget Jan Larsen kan mærke på marken i Guldborgsund.

- Økonomien lider, fordi vi bruger for meget diesel og slider for meget på grejet, og så ryger der for mange løntimer på, siger han.


Nyhedsoverblik