Kæreste døde i dykkers arme

En kvinde omkom, da hun tog ud for at dykke med sin kæreste. Nu er han frifundet for at være skyld i hendes død.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En dykker fra Falster blev onsdag frifundet i uagtsomt manddrab i en ganske usædvanlig sag. Anklagemyndigheden mente ellers, at manden var skyld i, at hans kæreste mistede livet, da de sammen dykkede under Storstrømsbroen ved Masnedø.

Men Retten i Nykøbing Falster lagde især vægt på, at der ikke findes nogen lovgivning, der stiller krav til sportsdykkere.

Forud for frifindelsen var gået nogle bevægede timer, hvor den 35-årige erhvervsdykker måtte forklare om de minutter, hvor kæresten døde i armene på ham.

Musklerne sitrede under den grånistrede sweater, og han måtte kæmpe for at holde stemmen i ro, da han fortalte, at det kun var kærestens andet dyk. Derfor gik de ikke ud på mere end godt to meters dybde.

Han forklarede, at kvinden pludseligt pegede på sit øre. Derfor viste han hende vej til den nærmeste bropille, hvor de kunne bunde.

- Så ser jeg, at hun ikke har mundstykket i munden og jeg løfter hende ud af vandet. Jeg prøver at give hende mundstykket, men hun ryster på hovedet. Jeg smider hendes mavebælte, men jeg kan mærke, at hun bliver slatten, forklarede manden, der flere gange måtte stoppe, når tårerne pressede sig på.

Selv om han trak kvinden ind på stranden og gav hjertemassage, så stod hendes liv ikke til at redde. Det er usikkert, om et astmaanfald eller en sprængt trommehinde fik kvinden til at spytte mundstykket ud i panik. Men anklagemyndigheden vurderede, at den 35-årige mand havde set stort på sikkerheden på så mange punkter, at han var skyldig i uagtsomt manddrab.

Dels havde han givet kvinden alt for tung blyvægt på, og dels havde ingen af dem en vest på, der hurtigt kunne bringe dem op til overfladen i tilfælde af et uheld. Det hjalp heller ikke på situationen, at kvinden led af astma, og at manden selv bar rundt på en promille på mere end 0,94 efter en bytur den foregående aften.

Den tiltalte forsvarede sig med, at det var nødvendigt med 28 kilo blyklodser for at holde kvinden nede i vandet. Og som professionel kunne han selv redde hende op, hvis noget skulle gå galt.

Både chefen for Søværnets Dykkerskole og en overlæge fra Rigshospitalet vidnede i retten. De forklarede samstemmende, at der ikke er regler for, hvilket udstyr man skal bruge under sportsdykning. Selv om dykket burde været foretaget med mindre blymængde og med en såkaldt BCD-vest, så ville dykkerskolens chef ikke kalde det groft uansvarligt.

- Det var måske ikke det mest hensigtsmæssigt planlagte dyk, var så langt som han ville strække sig.

Tilsvarende mente overlægen heller ikke, at dykkerens advarselslamper burde have lyst, selv om han vidste, at kvinden havde astma.

Dermed var materialet mod manden så tyndt, at retten frifandt ham for kravet om flere måneders fængsel. Og ikke så snart havde retsformanden sagt ordet frifindelse, før den tiltalte igen brast i gråd og fik et omsorgsfuldt kram af sin forsvarer.

Anklageren har nu to uger til at vurdere, om sagen skal ankes.

 

/ritzau/


Nyhedsoverblik