Iværksætter fra New Zealand tvinges ud af landet

Newzealandske Michael Visser har egen virksomhed i Nykøbing Falster og har været selvforsørgende i de tre år, som han har boet i Danmark. Men nu er det slut. Han skal forlade landet senest den 29. oktober.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Styrelsen for International Rekruttering og Integration har afvist at forlænge newzealandske Michael Vissers opholds- og arbejdstilladelse. Michael Visser er selvstændig erhvervsdrivende og har startet egen it-virksomhed op i Nykøbing Falster.

- Jeg var i chok. Jeg koster ikke landet noget. Jeg har betalt skat og moms. Jeg troede, at en ung person som jeg med min erfaring, ville have en mulighed, men sådan er det ikke. Beskeden får jeg kun 30 dage inden, jeg skal være ude af landet. Det var meget chokerende, fortæller Michael Visser.

Han er derfor opsagt sit kontorlejemål i Nykøbing Falster og lukket sin virksomhed. Samtidig er lejemålet på hans og kærestes fælles lejlighed i samme by opsagt.

- Det er lidt åndssvagt. Han har jo ikke fået offentlig støtte overhovedet. Og han har betalt masser af skat, fortæller kæresten Maria Hansen Maltesen, der studerer på University College Sjælland.

Michael Visser lever af indtægterne fra sine australske it-virksomheder, som han styrer fra Danmark. Hans virksomhed i Danmark var han ved at opbygge sammen med it-virksomheden Data Larsen & Co., der ligger i Sakskøbing. Styrelsen for International Rekruttering og Integrations argument for udvisningen er, at der ikke er en væsentlig dansk interesse i den fortsatte drift af virksomheden her i landet, og at fremdriften i virksomheden ikke har været som forventet.

- Det er ærgerligt, fordi området hernede har brug for arbejdspladser. Det som Michael gav os, og det som vi gav ham, og det som vi skabte sammen, det kunne blive noget stort hernede. Vi har brugt halvandet år på at udvikle det, og det misser vi nu, fordi han skal ud af landet, og fordi han ikke må arbejde i Danmark, fortæller Brian Larsen, stifter af Larsen Data & Co.

Artiklen er opdateret d. 23/10 2015. Læs mere her: TV ØST præciserer

 


Nyhedsoverblik