Ingen skole i Toreby: - Vi vidste godt, det ville være op ad bakke

Et enigt udvalg har besluttet, at der ikke kommer en ny skole i Toreby. Forældregruppe vil nu lægge kræfterne der, hvor skolen skal være.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Lars Brandt Olesen, der er med i Forældregruppen Toreby, har forsøgt at overbevise politikerne i Guldborgsund Kommune om, at det ville være bedre for hele kommunen, hvis den nye Sundskole blev bygget i Toreby og ikke i Sundby, hvor den nuværende skole ligger.

Men et enigt udvalg besluttede onsdag, at skolen kommer til at ligge i Sundby. Og det kommer egentlig ikke bag på Lars Brandt Olesen.

quote Så må vi inddrage os i den beslutningsproces, der kommer fremadrettet og så se om vi kan skabe de bedste rammer for børnene

Lars Brandt Olesen, Forældregruppen Toreby

- Jeg havde set den komme. Vi vidste godt, det ville være op ad bakke, så jeg vil ikke sige, jeg er skuffet. Vi ville bare gerne påvise, at kommunens politik de sidste otte år har været fuldstændig malplaceret og fejlagtigt og skaber afvikling i stedet for udvikling og her fortsætter de i samme gear, siger han.

Fortsætter arbejdet

Selv om skolen altså ender i Sundby, betyder det ikke, at forældregruppen Toreby nu helt slipper arbejdet med skolen.

- Så må vi arbejde videre med det der kommer. Så må vi inddrage os i den beslutningsproces, der kommer fremadrettet og så se om vi kan skabe de bedste rammer for børnene, siger Lars Brandt Olesen.

Den nuværende Sundskole i Sundby er så gammel og slidt, at det er besluttet at bruge 150 millioner kroner på en ny skole.

quote Vi vidste godt, det ville være op ad bakke

Lars Brandt Olesen, Forældregruppen Toreby

Forældregruppen Toreby forsøgte at overbevise politikerne om, at det ville være bedre for hele området, hvis skolen kom til at ligge i Toreby. Det ville gøre, at nogle børn kunne undgå en meget lang transporttid til skole. Omvendt bor mange af børnene, der går på den nuværende skole i og omkring Sundby.

Toreby havde sin egen skole frem til 2012, hvor den blev lukket i forbindelse med en sparerunde i Guldborgsund Kommune. De 165 elever, der gik der, flyttede til Sundskolen i Sundby.

Se eller gense indslaget: Borgerne har været splittet, om hvorvidt den nye skole skal ligge i Toreby eller i Sundby.