I 20 år har Kirsten skabt smil og glæde for de yngste patienter: - Det er det bedste arbejde

Kirsten Cenius kunne i dag fejre 20-års jubilæum som Hospitalsklovnen Karla og humørspreder for de yngste patienter på Nykøbing Falster Sygehus.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En helt særlig medarbejder på Nykøbing Falster Sygehus kunne i dag fejre jubilæum.

For i 20 år har Kirsten Cenius spredt smil og glæde i rollen som Hospitalsklovnen Karla, hvorfor der i dag var fest med både patienter og kollegaer på Børne- og Ungdomsafdelingen på Nykøbing Falster Sygehus.

- Jeg er meget glad og overrasket – det er rigtig dejligt, lød det fra en både overrasket og glad Kirsten Cenius, der kom anstigende til festlighederne på løbehjul.

quote Jeg har ikke på noget tidspunkt synes, det ikke var vidunderligt

Kirsten Cenius, hospitalsklovn

Hun fortæller selv at det var lidt af et tilfælde, at hun blev inspireret til jobbet gennem et indslag i tv fra Skejby Sygehus for 20 år siden. Dengang var der kun ganske få hospitalsklovne i Danmark.

- Jeg tænkte, det kunne jeg virkelig godt tænke mig, fortæller Kirsten Cenius, som skulle igennem både et kursus og flere prøvevagter, før end hun fik lov til at indtræde i korpset af hospitalsklovne.

I dag er der flere end 60 hospitalsklovne i Danmark. Og ifølge hovedpersonen selv er to årtier som hospitalsklovn fløjet af sted.

I dagens anledning blev der serveret kage for både patienter og medarbejdere på Børne- og Ungdomsafdelingen på Nykøbing Falster Sygehus.
I dagens anledning blev der serveret kage for både patienter og medarbejdere på Børne- og Ungdomsafdelingen på Nykøbing Falster Sygehus. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

- Jeg har ikke på noget tidspunkt synes, det ikke var vidunderligt, siger Kirsten Cenius og tilføjer:

- Det er det bedste arbejde, jeg nogen sinde har haft – og jeg har haft mange forskellige.

Blandt dem også som skuespiller i rollen som mor for Anna og Lotte gennem 25 år i DR's Fredagsbio.

Afdelingssygeplejerske Berit Malchow fortæller, at Hospitalsklovnen Karla gør en forskel for børn, forældre og for personalet.
Afdelingssygeplejerske Berit Malchow fortæller, at Hospitalsklovnen Karla gør en forskel for børn, forældre og for personalet. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Og spørger man afdelingssygeplejerske Berit Malchow, så gør Kirsten Cenius en stor forskel:

- Hun gør en forskel for børn og forældre, og for personalet ikke mindst. Fordi vi oplever bare, der er fest og farver, når hun kommer på arbejde. Ikke at det er en fest i den forstand – men der er glæde og der er grin og det går bare lidt lettere det hele, når hun er der.

Uddannelsen til hospitalsklovn er internationalt anerkendt og tager halvandet år at gennemføre.



Nyhedsoverblik