Høj musik og udendørsfester tvinger naboer indenfor i sommervarmen: - Det er ikke rimeligt

Sommervarmen får unge til at rykke festerne med store højtalere udenfor til stor irritation for naboerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Boom, boom, boom, boom.

Selvom solen bager over landet og lokker folk udenfor i sommervarmen, kan Carsten Petersen og hans familie fra Sakskøbing ikke holde ud at være i deres egen have.

quote Problemet er så stort, at vi ikke bruger vores have

Carsten Petersen, Sakskøbing

Familie bor ellers ned til Sakskøbing Fjord, hvor brisen kan gøre de varmeste dage lidt lettere at komme igennem. Men tværs over fjorden ligger Saxkjøbing Roklub, hvor lokale unge til stor gene for naboerne mødes på området for at feste og høre høj musik.  

- Problemet er så stort, at vi ikke bruger vores have. Vi bliver nødt til at gå indenfor. Vi kan ringe til politiet, og det har vi gjort masser af gange, siger Carsten Petersen.

- Ligesom alle andre mennesker vil vi også være i vores have, når det er godt vejr. Men vi kan bare ikke være her uden at høre den her boom, boom, boom, boom, boom, boom, tilføjer han.

Artiklen fortsætter under billedet.

Afstanden er kort mellem familien Petersens have i Skatkøbing og over til roklubben, hvor unge i sommervarmen mødes for at feste og høre høj musik. Nu vil Carsten Petersen have kommunen til at løse problemet med støjen.
Afstanden er kort mellem familien Petersens have i Skatkøbing og over til roklubben, hvor unge i sommervarmen mødes for at feste og høre høj musik. Nu vil Carsten Petersen have kommunen til at løse problemet med støjen. Foto: Thomas Nielsen TV2 ØST

Den seneste tid har han og naboerne i området oplevet, hvordan antallet af højlydte fester er steget.

- Musikken starter omkring klokken 13.00, og i weekenden kan det sagtens køre frem til klokken 01.00 om natten, siger Carsten Petersen.

10458849_1533030236927017_8848904887789281003_n.jpg
Læs også
Det er højsæson for støjklager - politiet opfordrer til at skrue ned for musikken
10458849_1533030236927017_8848904887789281003_n.jpg
Læs også
Det er højsæson for støjklager - politiet opfordrer til at skrue ned for musikken

- Mine naboer er nogle ældre mennesker og sad forleden eftermiddag inde i deres stue og drak kaffe, fordi de ikke kunne sidde udenfor i deres have. Det er ikke rimeligt, siger Carsten Petersen.

- I sommerperioden kan det godt være dagligt med aktivitet, som vi kan høre. Det har aldrig tidligere være et problem med musikken, men det har det været de sidste par år, hvor det bliver mere og mere almindeligt, at de unge har store højtalere med sig, og de giver altså noget lyd fra sig. Det er ikke som en uskyldig ghettoblaster, som jeg havde, da jeg var 16 år, tilføjer han.

Politiet appellerer til det gode naboskab

Hos begge regionens politikredse meldes der om stigninger i antallet af sager, hvor folk klager over støj fra blandt andet udendørsfester.

I perioden fra marts til juni 2019 var der 391 støjsager hos Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi. I 2020 er antallet steget til 536 sager.

Hos nabokredsen Midt- og Vestsjællands Politi er stigningen endnu større. Her var der 297 sager om støjklager fra marts til juni 2019. Årets efter er tallet steget til 494 sager.

Artiklen fortsætter under grafikken.

- Vi har gennem de seneste år set, at unge forsamles på grønne områder – og fordi det er blevet lettere at erhverve sådan en kæmpestor højtaler, som kan spille meget højt, så er det blevet meget mere synligt. Man har altid forsamlet sig, men nu kan musikken spille meget højere, siger Peter Compen, konstitueret politiinspektør hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Politiet vil i første omgang opfordre folk til selv at løse støjproblemet, inden politiet bliver inddraget i sagen.

- Vi vil appellere til det gode naboskab ved selv lige at ringe til sin nabo eller banke på og bede vedkommende om at skrue ned.  Men man kan også ringe 1-1-4, så forsøger vi at få borgerne til at skrue ned ved at ringe til vedkommende, og andre gange sender vi en patruljevogn ud og beder om at skrue ned, siger Peter Compen.

Forsøger at råbe kommunen op

Nogle gange kører Carsten Petersen selv over til festens epicenter for at få dem til at slukke musikken eller skrue ned.

quote Der er en lovgivning, og den skal vi overholde, uanset om vi er 17 eller 47 år

Carsten Petersen, Sakskøbing

- Hvis det er nogle lidt ældre midt i 20'erne, så er der ikke nogen problemer – de skruer ned eller slukker og undskylder. Men når jeg kommer over til de helt unge, som har drukket, så kan jeg med mine pædagogiske evner ikke komme ind til dem. De anbefaler mig at ringe til politiet, så skal de nok betale bøde, hvis de kommer. Men de får ikke nogen bøde, så det kan være lige meget, siger han og tilføjer:

- De unge mennesker gør, lige hvad de har lyst til, og de har ikke noget respekt, når man kommer og taler til dem.

Artiklen fortsætter under billedet.

Peter Compen, konstitueret politiinspektør hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Peter Compen, konstitueret politiinspektør hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Foto: Thomas Nielsen TV2 ØST

De fleste unge har på grund af frygten for smittespredning af coronavirus været isoleret gennem længere tid. Kan du ikke forstå, at de gerne vil ud at hygge sig og høre noget musik?

- Altså havneområdet har ikke været lukket ned på grund af corona. Der har en del unge mødtes. Coronaen er ikke nogen undskyldning. Jeg har også været ramt af corona, men jeg må ikke køre 250 kilometer i timen på motorvejen i bil. Der er en lovgivning, og den skal vi overholde, uanset om vi er 17 eller 47 år. Vi skal finde en leje, hvor vi kan være her alle sammen, og det er svært for os lige nu, svarer han.

HVAD KAN DU GØRE MOD NABOSTØJ?

Hvis du har problemer med din nabo på grund af støj fra høj musik, plæneklippere eller anden form for støj, kan du i første omgang gøre din nabo opmærksom på, at støjen generer dig. Hjælper det ikke, gælder der forskellige regler for, hvordan du kan klage:

 

  • Hvis du bor i en privatudlejningsbolig, kan du prøve at kontakte din udlejer, da udlejer skal sikre, at der hersker en god stemning i ejendommen. Hvis din nabo hverken reagerer på din klage eller udlejers krav om ordentlig opførsel, kan udlejer opsige din nabos lejemål.
     
  • Hvis du bor i et alment boligbyggeri, kan du kontakte kommunens beboerklagenævn. Klagenævnet har til formål at afgøre tvister mellem beboere i det almene boligbyggeri.
     
  • Hvis du bor i en ejerbolig og ønsker at klage over en anden ejerbolig, kan du kontakte grundejer-, ejerlejligheds- eller andelsboligforeningen, alt efter hvilken boligtype du bor i.
     
  • Hvis du er akut generet af støj, og det ikke hjælper med venlige henstillinger, kan du kontakte politiet. Kommunen kan oplyse om reglerne, hvis du er generet af støj fra naboens varmepumpe, plæneklipper, motorsav, hanegal eller lignende.


Kilde: Borger.dk.

Derfor har Carsten Petersen forsøgt at få Guldborgsund Kommune til at gå ind i sagen.

- Jeg håber, at kommunen vil gå ind i sagen og måske sørge for, at biler og sådan noget ikke kan komme ned på pladsen ved at lægge nogle sten ud, så man tager brodden af det. Man kunne skilte med, at der er nogle ting, som ikke er tilladt på området – om det hjælper noget, eller skiltene bliver hevet ned, ved jeg ikke. Men som kommunen har man et ansvar overfor borgerne, som betaler deres ejendomsskat, siger han.

Vennerne spiller høj musik på stranden

På stranden ved Vordingborg forstår vennerne Oskar Milo og Asker Fugl godt, at den høje musik kan være irriterende for andre. De nyder selv deres strandture med en højtspilledne soundbox.

- Det er klart, at vi er nødt til at tage lidt hensyn i dagtimerne, fordi der er mange omkring – men det er mange unge, som måske også er med på at have det lidt sjovt med lidt høj musik, så vi tager det stille og roligt, siger 18-årige Oskar Milo fra Præstø.

- Ja, og hen på aftentimerne kan man lige så stille skrue højere op, fordi der er ældre folk og små børn taget hjem, siger 18-årige Asker Fugl fra Vordingborg.

Artiklen fortsætter under billedet.

Vennerne Asker Fugl og Oskar Milo.
Vennerne Asker Fugl og Oskar Milo. Foto: Frederik Hagedorn - TV2 ØST

Hvor højt spiller I selv på soundboxen?

- Jamen, det kommer jo an på stemningen, og hvilke mennesker der er omkring én. Så det er noget, vi tænker over, svarer Asker Fugl.

- Lige i dag har det været højt oppe med musikken, der blev skruet helt op, tilføjer Oskar Milo.

Kan I forstå, hvis folk klager over den høje musik?

- Ja, men nu skal vi også huske at nyde hyggen, det er jo sommer, så man skal kunne hygge sig, svarer Asker Fugl.

- Det er jo mest om aftenen, at problematikken ligger, hvis vi fortsætter til langt ud på natten. Det er jo mange sommerhuse og ældre omkring. Men hvis det er lyst, og de godt ved, at der er mange unge, så synes jeg, det er okay, at man fyrer den af og hygger sig, tilføjer Oskar Milo.


Nyhedsoverblik