Hobro blev for stor en mundfuld for Nykøbing FC

Nykøbing FC formåede ikke at vriste tre point ud af opgøret mod Hobro søndag, mens Næstved kom sejrrigt ud af kampen mod AB.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Forårssæsonen har ikke budt på lige så lovende takter som efteråret for fodboldspillerne hos Nykøbing FC.

Søndag måtte holdet for fjerde gang i foråret gå fra et opgør uden et eneste point. De tabte nemlig på hjemmebane til topholdet Hobro IK, 1-3.

Nykøbing kom ellers bedst fra start, da Anders Due kunne score til 1-0 efter 38 minutter, og den føring varede helt til pausen. Men så var det også slut. På to minutter kort inde i 2. halvleg scorede Hobro to mål, og i det 56. minut kunne Edgar Babayan sætte sit andet mål ind og cementere udeholdets sejr.

Nederlaget betyder, at Nykøbing FC ligger nummer 9 i 1. division, á point med Vejle Boldklub og FC Fredericia på henholdsvis 8. og 10. pladsen.

Anderledes succesrigt kom Næstved ud af søndagens udebaneopgør mod bundholdet AB. Her hev holdet og den nye cheftræner Michael Hemmingsen en sejr på 0-1 hjem.

Holdet befinder sig dog stadig under nedrykningsstregen med fem point op til den nærmeste konkurrent, Fredericia.


Nyhedsoverblik