Guldborgsund Kommune fyrer lærere

13 lærere i Guldborgsund Kommune får en fyreseddel på mandag, men det er kun begyndelsen. Flere stillinger nedlægges.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fem dage på job efter lockouten nåede lærerne i Guldborgsund Kommune at få, før de på mandag skal ud i en længe ventet fyringsrunde. Det skriver Lolland Falsters Folketidende.

Fyresedlerne skulle egentlig have været delt ud tirsdag efter påske, men på grund af lockouten måtte det udsættes.

Oprindeligt var 39 stillinger i spil til at forsvinde, men på grund af opsigelser og frivillig fratrædelse til efterløn og pension, er tallet nu væsentligt reduceret.

13 lærere får en regulær fyreseddel på mandag, mens endnu et antal stillinger nedlægges. Præcist hvor mange stillinger har Guldborgsund Kommune endnu ikke det fulde overblik over.

Lærerformand Henrik Hansen havde håbet på, at man ville sætte fyringsrunden i bero. Ikke mindst fordi Guldborgsund Kommune - ifølge lærerforeningens beregninger - har sparet over 11 millioner kroner under skolekonflikten, skriver avisen.


Nyhedsoverblik