Grådkvalt 23-årig: Jeg ved ikke, hvad der er sket

En 23-årig mand er sigtet for groft hjemmerøveri, efter han slog en ældre dame med hendes gangstativ. - Det er slet ikke mig, lyder det fra manden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det var en grådkvalt 23-årig mand fra Nykøbing Falster, der søndag blev fremstillet i grundlovsforhør. Her var han sigtet for groft hjemmerøveri. 

Den unge mand havde nemlig brudt ind til en ældre dame, truet hende på livet og slået hende med sit gangstativ, hvorefter han havde udøvet vold mod to betjente. 

- Jeg har ikke noget at sige. Jeg ved simpelthen ikke, hvad der er sket, siger den 23-årige mand i Retten i Nykøbing Falster ifølge Ekstra Bladet.

- Det er slet ikke mig

Ifølge Ekstra Bladet er den 23-årige mand lyshåret og spinkel og iført en blå heldragt og sutsko.  

Han virkede meget påvirket af hele situationen.

- Jeg mangler ingen penge. At slå og overfalde og stjæle en taske fra en gammel dame, det er slet ikke mig, lød det fra den unge mand, da anklageren læste sigtelserne op under grundlovsforhøret. 

Den 23-årige nægter sig skyldig. Han fortalte til retten, at han intet husker efter klokken 23.30 lørdag aften. Her var han til fest med otte kammerater. 

- Jeg har kun drukket og ikke taget nogle stoffer, siger den 23-årige.

Pletfri straffeattest

Ifølge Ekstra Bladet har den 23-årige indtil dagens grundlovsforhør ellers haft en pletfri straffeatest.

Den 23-årige er blevet varetægtsfængslet frem til 28. marts.

I anklagerens begrundelse for den lange varetægtsfængsling lød det blandt andet, at den 23-årige, hvis han kendes skyldig, kan risikere op mod otte års fængsel, da der er tale om særdeles alvorlige paragraffer. 


Nyhedsoverblik