Gennembrud i varmestrid på Lolland – aftale frem til 2030

Borgerne i Sakskøbing får igen varme fra Maribo-Sakskøbing Kraftvarmeværk - men luften er langt fra renset.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Skuldrene kan måske falde en smule fredag hos parterne i den langvarige konflikt mellem to fjernvarmeselskaber og Maribo-Sakskøbing Kraftvarmeværk på Lolland.

Fredag blev der nemlig indgået en ny aftale mellem Maribo-Sakskøbing Kraftvarmeværk og Sakskøbing Fjernvarme, der sikrer varmeforsyningen til byen i de kommende ti år.

Aftalen betyder, at der fra klokken 13.00 fredag igen er blevet leveret varme fra halmballer til borgerne i byen i stedet for at bruge det dyre oliefyr.

Den nye aftale gælder frem til 2030, og den indebærer, at der fremover skal betales en omkostningsbestemt varmepris – inklusiv renter og afdrag fra varmeværket - men med fradrag for salget af el.

Meget dyrere varme

Den nye aftale gælder kun for fjernvarmeforsyningen i Sakskøbing. Maribo Varmeværk står fortsat udenfor aftalen, og producerer selv den varme, der er i radiatorerne hos deres kunder.

Håbet er dog, at de vil gå med i aftalen med Sakskøbing Fjernvarme. Gør de ikke det, så står kunderne hos Sakskøbing Fjernvarmeværk og hos Lolland Varme foran store prisstigninger i de kommende år, da de ellers i fremtiden står alene med at betale for driften af anlægget. Maribo Varmeværks kunder har indtil nu været den største kunde i kraftvarmeværket.

Læs også
Klokken 23.55 slukkes varmen: - Jeg tror ikke, at vi når at få en aftale på plads
Læs også
Klokken 23.55 slukkes varmen: - Jeg tror ikke, at vi når at få en aftale på plads

Mens rekonstruktøren Søren Christensen Volder overfor TV2 ØST kalder prisstigningerne for kunderne i Sakskøbing betydelige, så vurderer Sakskøbing Fjernvarme mere konkret, at priserne for et almindeligt hus vil stige fra omkring 13.000 kroner i varme om året til 18.000 kroner om året på det nuværende grundlag.

Ifølge TV2 ØSTs oplysninger er der kontakt imellem kraftvarmeværket og Maribo Kraftværk, men ingen egentlige forhandlinger om en ny aftale, der ikke vurderes til at være lige om hjørnet.

Efterforskes af politiet

Som TV2 ØST kunne fortælle torsdag, så er Maribo Varmeværk blevet meldt til politiet af Lolland Kommune for at bryde reglerne for brug af deres varmekedler – omvendt har Sakskøbing Fjernvarme meldt kraftvarmeværket til politiet for at bryde aftalen om levering af varme. Denne politianmeldelse opretholdes trods aftalen fredag.

Politiet har overfor TV2 ØST bekræftet, at de har modtaget anmeldelserne, og at de efterforsker sagerne i den juridisk set særdeles komplicerede sag.

Med aftalen i hånden er luften da også alt andet end renset mellem kraftvarmeværket og Sakskøbing Fjernvarme.

Sakskøbing Fjernvarme mener, at kraftvarmeværket har brugt bøllemetoder, og har udnyttet deres monopol til at tvinge dem til en aftale.

- Vi har brugt 250.000 liter olie den seneste uge til en pris på 1,5 millioner kroner. Det er vi nødt til at standse af økonomiske årsager, siger Ole Jensen, der er formand for Sakskøbing Fjernvarme.

Læs også
Politi går ind i sag om fjernvarme på Lolland
Læs også
Politi går ind i sag om fjernvarme på Lolland

Han mener, at kraftvarmeværket har udnyttet deres position til at diktere en aftale.

- Vi har ikke fået lov til at rette et komma, overhovedet. Der har ikke været nogen forhandling. Vi har måttet lægge os ned på ryggen og skrive under. Det har jeg det rigtig dårligt med, siger den synligt påvirkede formand.

Vil købe kraftvarmeværk

Ole Jensen oplyser, at fjernvarmeselskaberne har tilbudt at overtage Maribo-Sakskøbing Kraftvarmeværk. De to selskaber mener nemlig, at de kan levere meget billigere varme end REFA, fordi de ikke skal trække rundt på en gammel gæld.

Beregningen bygger dog på den antagelse, at selskaberne kan få kraftvarmeværket til foræringspris - og det kan de godt glemme, siger formanden for Maribo-Sakskøbing Kraftvarmeværk, Henrik Høegh.

- Hvis de kan blive enige om det, så sætter vi os gerne ned og forhandler et salg med de to selskaber. Men det bliver altså et salg til en pris i nærheden af den gæld, der er. Det bliver ikke sådan, at de får et meget billigt varmeværk og dermed får billig varme i de kommende ti år - mens borgerne i Lolland og Guldborgsund kommune står tilbage med en stor restgæld, der skal betales, fastslår han.

Kraftvarmeværk ud af rekonstruktion

Med aftalen fredag ventes det, at kraftvarmeværket indenfor de kommende uger kan komme ud af rekonstruktionen efter konkursloven og tilbage i normal drift. Først skal der dog laves en økonomisk oversigt, der beregner økonomien i værket i de kommende år. Samtidig skal kreditorerne betales.

Læs også
Skæbnemøde kan give borgere langt dyrere varme
Læs også
Skæbnemøde kan give borgere langt dyrere varme

Ifølge Søren Christensen Volder er der penge til at betale alle kreditorer – men ikke her og nu. Derfor skal der laves planer for at afdrage værkets gæld.

Rekonstruktøren er dog langt fra tilfreds med forløbet af sagen.

- Sakskøbing Fjernvarme er endt med at takke ja til en aftale, som vi lagde på bordet den 30. december. Havde de slået til dengang, så havde vi undgået dette lange forløb, hvor varmen blev slukket efter mødet i skifteretten, og hvorefter de selv begyndte at producere kostbar varme, siger han.

- I forløbet siden er ingen blevet klogere – men vi er alle blevet fattigere, siger han. 


Nyhedsoverblik