Selvom badesæsonen ikke er gået i gang endnu, så kan det flotte vejr friste til at tage et dyp i bølgen blå.
De seneste dages frostvejr har budt på en masse sol, og det er til stor glæde for regionens vinterbadere.
Torsdag morgen mødte TV ØST fire trofaste badenymfer fra Hesnæs Strand på Nordfalster fra Vinterbadernetværket i Guldborgsund. Hver dag indtager de bølgerne i baghaven.
Luften er koldere end vandet, så det er ligesom at komme under en dyne
Selvom temperaturen var under frysepunktet, da vi mødte dem, var det ikke noget, der afskrækkede de fire naboer fra at hoppe i havet.
- Det er noget af det bedste vejr, vi har haft i år faktisk, siger Rita Paldrup på 73 år, der har vinterbadet i over 10 år.
- Luften er koldere end vandet, så det er ligesom at komme under en dyne, indskyder Elna Dasseville på 86 år, der ligeledes har nydt det daglige, iskolde gys i omkring et årti.
Gode råd til vinterbadning
Vinterbadernetværket i Guldborgsund består af 11 badesteder rundt om i kommunen, men man behøver ikke at være en del af foreningen for at dyrke den iskolde udendørsaktivitet.
Kommer man som helt ny ned i vandet, så kan man godt blive forskrækket, og så kommer man ikke i mere.<br />Man skal starte langsomt
De fire venners bedste råd er at begynde blidt - det vil sige, at vænne sig til temperaturen, efterhånden som det bliver koldere.
- Det bedste er at starte om sommeren og gå i til efteråret og så tage hele vinteren med. Det tror jeg, er det bedste.
For kommer man som helt ny ned i vandet, så kan man godt blive forskrækket, og så kommer man ikke i mere.
Man skal starte langsomt.
Lyder vinterbadning lige ekstremt nok, så gælder det bare om at gøre det alligevel, fortæller Rita Paldrup.
Artiklen fortsætter under billedet.
- Man kan ikke rigtigt forklare det for andre, fordi man skal prøve det selv. Fordi den der fornemmelse, når man kommer ned, og man så kommer op igen, den er bare så... Det er bare så dejligt.
- Jeg synes også, vi må lave lidt reklame for, hvor sundt det er. Jeg er 86 for eksempel. Jeg regner med at blive 100, når jeg går i vandet hver dag, siger Elna Dasseville.
Gode råd til vinterbadning
- Bad aldrig alene
- Tjek badeforhold og kend redningsudstyr
- Pas på is på trappe og bro
- Sænk kroppen roligt i vandet
Når du er i vandet:
- Træk vejret roligt
- Hold øje med hinanden
- Hold dig tæt ved trappe eller opgang
- Svøm aldrig under isen
Kilde: Vinterbadernetværket i Guldborgsund