Fuld adgang: Tre unge mænd stjæler systemnøgle til ældreboliger

Tre unge mænd fra Nykøbing Falster-området brød i nat ind hos den private hjemmepleje Lev-Vel i Nykøbing Falster. Her stjal de en nøgle, der gav dem adgang til de ældres boliger.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Opdateret: Hjemmeplejen slap med skrækken. Gerningsmændene fik ikke som først frygtet nogen systemnøgle med sig. Nøglen var kun til kontoret. Læs mere her: Hjemmepleje beroliger: Vi har alle systemnøgler

Omkring klokken 1 i nat knuser de tre unge mænd en rude til Lev-Vels kontorer på Københavnsvej i Nykøbing Falster. I bygningen bryder de herefter ind i en aflåst boks, hvori en systemnøgle, der giver adgang til hjemmeplejens boliger, hænger.

Den nøgle tager de med sig sammen med flere andre effekter fra stedet, inden de også stjæler en af hjemmeplejens biler, som de forlader stedet i.

Pågrebet med tyvekoster

Den karakteristiske grå hjemmebil med logo bliver et par timer senere fundet forladt på Godsbanevej i byen. De tre unge mænd bliver også selv kort tid efter pågrebet.

- En patrulje ser de her tre unge mænd på banegården i Nykøbing Falster. De er i besiddelse af flere koster fra indbruddet, og de bliver anholdt klokken 3.20 og taget med tilbage til stationen, siger vagtchef fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters politi, John Andersen.

De anholdte er to drenge på 16 år og en ung mand på 21 - alle tre kommer fra lokalområdet.

Skal undersøge om ældreboliger har haft indbrud

Hvad de tre unge har nået at bruge timerne fra indbruddet og til deres anholdelse på, ved politiet endnu ikke. Men de ved dog, at de har benyttet et af hjemmeplejens stjålne Statoil-kort på tanken i Tappernøje, og at de derfor har kørt rundt på både Falster og Sydsjælland. Om nøglen er blevet brugt af de tre unge i den periode er endnu uvist.

- Vi har ikke det fulde overblik over deres færden endnu, og vi ved ikke, om de har nået at bruge nøglen og i så fald, hvor mange gange. Det skal vi se nærmere på nu, siger vagtchef, John Andersen.

Det er lokalpolitiet i Nykøbing Falser, der nu efterforsker videre i sagen. De tre unge mænd sidder stadig anholdt på Nykøbing Falster Politigård.


Nyhedsoverblik