Forsøgte at dræbe kæreste: 40-årig kvinde får seks års fængsel

En 40-årig er kvinde er mandag blevet dømt skyldig i at have forsøgt at dræbe sin daværende kæreste.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mandag formiddag klokken 11.00 faldt der dom i en sag om drabsforsøg ved Retten i Nykøbing Falster. Her blev en 40-årig kvinde fra Sakskøbing dømt skyldig og idømt seks års fængsel. 

Det oplyser Anklagemyndigheden hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter.

Stak mand i brystet

Den 40-årige kvinde havde tilbage i december 2018 forsøgt at dræbe sin daværende kæreste. Hun havde stukket ham med en kniv i brystet.

Inden dommen faldt, havde kvinden erkendt sig skyldig i grov vold, men nægtede sig skyldig i forsøg på manddrab.

Men anklager Kirstine Laustsen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi havde talt for, at kvinden skulle dømmes for forsøg på manddrab og idømmes seks års fængsel. Det var retten enig i i dag.

- Anklagemyndigheden havde rejst tiltale for forsøg på manddrab, og kvinden havde erkendt sig skyldig i grov vold. Så jeg er ganske tilfreds med at retten har fulgt anklagemyndigheden i den her sag og har dømt i fuldt omfang for anklageskriftet, siger Kirstine Laustsen.

Kvinden har nu 14 dages betænkningstid til at overveje om hun vil anke dommen til landsretten.

TV2 ØST har forgæves forsøgt at få en kommentar fra kvindens forsvarsadvokat.


Nyhedsoverblik