Forårssæsonen begynder for regionens bedste fodboldhold

Regionens bedste fodboldklubber tager søndag hul på de første kampe i forårssæsonen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Regionens 1. divisionshold tager søndag den 5. marts hul på forårssæsonen.

Der er lagt op til et vaskeægte regionalopgør, når Nykøbing FC møder HB Køge. Derudover skal også Næstved BK også i gang, når de møder Fredericia på udebane.

quote Vi har bevist, at vi kan slå alle, men har også et bundniveau, vi skal have hævet

Lars Pleidrup, anfører hos Nykøbing FC

Det ser spændende ud for Nykøbing FC, som efter sidste sæson rykkede op i 1. division. De er med 14 kampe tilbage af sæsonen kun fire point fra førstepladsen og ligger her efter vintersæsonen på en komfortabel 7. plads i opgøret.

- Vi har bevist, at vi kan slå alle, men har også et bundniveau, vi skal have hævet. Så det er at lave en så god halvsæson som muligt, og så må vi se, hvor langt det rækker, siger anfører hos Nykøbing FC, Lars Pleidrup, til TV ØST. 

De grønne fra Næstved skal derimod oppe sig, hvis de skal følge med i 1. division. Næstved BK befinder sig efter vintersæsonen på en 11. plads med 21 point og er altså på nuværende tidspunkt i fare for at rykke ned.

Du kan følge 1. Divisions kampene fra klokken 13.30 på TV3 Sport 1.