Føler sig snydt: Vi får ikke vores penge

I butikken Shop & Lop kan man få solgt sine gamle ting. Men flere fortæller, at de ikke får deres penge af ejeren.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tina Charlotte Koeffoed har ryddet op i sine gamle ting og sat dem til salg i Shop & Lop i Nykøbing Falster. I butikken afleverer man tingene, så står butikken for salget mod 15 procent af overskuddet.

- Det er et hammer godt koncept. Det er en god måde at få tømt ud på i kælder og loft og komme af med sine ting, siger Tina Charlotte Koeffoed fra Nykøbing Falster.

Men hun føler sig alligevel snydt. Ifølge hende har hun i den sidste halvanden måned forsøgt at få udbetalt de 8.500 kroner, hun har til gode i butikken, men uden held.

- Man bliver jo vred på en eller anden måde, og man bliver enormt frustreret, men nok mest vred, fordi man synes, at det er dybt urimeligt, siger Tina Charlotte Koeffoed.

Hun er ikke den eneste. Brith Olsen fortæller, at hun har over 3000 kroner til gode hos Shop og Lop efter at hun opsagde sin stand den 21. april. 

Ifølge Shop & Lops hjemmeside får man overskuddet udbetalt senest 14 dage efter lukning. Men Brith Olsen venter stadig.

- Jeg synes, at det er frækt, og jeg bliver gal, og jeg bliver vred, og jeg bliver ked af det, og jeg bliver sur, fordi jeg synes simpelthen, at det er groft, siger Brith Olsen fra Vordingborg.

Chef: Det skyldes fejl og misforståelser

Ifølge kædechefen for butikkerne kan problemerne både skyldes fejl, og at kunderne misforstår hvilke muligheder, de har for at få udbetalt penge.

- Jeg vil starte med at sige, at vi har over 500 kunder og har afregnet over 6 millioner kroner det sidste år. Så er det selvfølgelig umuligt at undgå utilfredse kunder, ligesom det er umuligt at undgå at lave fejl. Vores udgangspunkt, og den aftale vi har med vores kunder, er, at de bliver afregnet, når de stopper. Derudover tilbyder vi som en service, og som de eneste i vores branche i øvrigt, 3-4 forskellige løbende afregningsmuligheder, siger Joakim Grundtvig, der er kædechef for butikkerne i Nykøbing Falster, Slagelse og Ringsted.

Hvis der er så mange mennesker, der kan være utilfredse, er det så godt nok?

- Det er jo ikke godt nok. Men det vi tilbyder er muligheden for kontant udbetaling i butikken. Og det er en service, som mange efterspørger, men den bliver desværre også misbrugt og misforstået af nogle kunder til udbetaling i tide og utide uden for de rammer, vi tilbyder, siger han.

Meldt til politiet

TV ØST har fredag været i kontakt med Sydsjællands og Lolland-Falsters task force for økonomisk kriminalitet. De fortæller, at de har modtaget en anmeldelse mod Shop & Lop. Nu kan de forvente at få en mere fra Tina Charlotte Koeffoed.

- Vi henter vores kasser her nu, og så kører jeg direkte op til politiet. Jeg har sagt, at han bliver politianmeldt, siger hun.


Nyhedsoverblik