Fokus på sang hjælper tosprogede børn

I Børnehuset Østerbro i Nykøbing Falster har man ekstra fokus på sang for at hjælpe de tosprogede børn.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Hvis man går forbi Børnehuset Østerbro i Nykøbing Falster, er der stor sandsynlighed for at få en sang med på vejen.

- Vi synger hver dag, fortæller 4-årige Isabel.

Institutionen ligger ved boligområdet Lindholm, som er med på Transport- og Boligministeriets liste over socialt belastede områder. Derfor har en stor del af de familier, der bor i området, et andet modersmål end dansk.

I Børnehuset Østerbro har pædagogerne derfor særligt fokus på sprogindlæring. Og det viser sig, at især sang giver pote.

- Fra før vi begyndte at have fokus på det og til nu, kan vi se på deres sprogtests, at der er en forbedring med deres udtale og deres ordforråd, siger Monique Kieper, der er pædagog i Børnehuset Østerbro.

Får nemmere ved at koncentrere sig

Forskning har undersøgt, hvad klap og sang betyder for den senere indlæring, og resultaterne har været gode.

- Man har fundet ud af, at når børnene kommer i skole har de bedre ved at koncentrere sig og har nemmere ved at lære, så der er mange plusser ved at være en sanginstitution og ved at synge så meget med børnene, fortæller pædagogisk assistent i Børnehuset Østerbro Heidi Müller.

quote Det understøtter alt ved den sproglige udvikling.

Monique Kieper, pædagog hos Børnehuset Østerbro

Der findes cirka 100 børnehaver, der er blevet certificerede sangbørnehaver. En af dem er Børnehuset Østerbro.

Derfor har pædagogerne fået undervisning i, hvordan børnenes påfund kan komme med i fællessangene.

- Det understøtter alt ved den sproglige udvikling, siger Monique Kieper.

Styrker også det sociale

Det er ikke kun sprogkundskaberne, som bliver styrket i institutionen. De mange timers sang styrker også sammenholdet og de sociale relationer.

Artiklen fortsætter under billederne.

Yndlingssagen i Børnehuset Østerbro er sangen Gravkoen.
Yndlingssagen i Børnehuset Østerbro er sangen Gravkoen. Foto: Bue Bukh - TV2 ØST

- De lærer det der med at vente på tur. Helt automatisk fordi de er i en social folk, så sidder de og kigger på, at der er en, der vælger, og så ser de, at der er en ny en, der vælger, og så sidder de og venter spændt på, at det bliver deres tur til at få lov til at vælge, siger Heidi Müller.

- Det skaber noget sammenhold mellem stuer og alder, at de kan de samme sange, siger Monique Kieper.