¨

Første skoledag for omstridt skole

01:44

Østerbroskolen i Nykøbing Falster åbnede i dag. Video: Martin Stilling - TV2 ØST

I dag har været første skoledag for mange elever. I Nykøbing Falster havde en ny og omdiskuteret skole også første skoledag.

Sommerferien er et overstået kapitel for skoleelever landet over. Nogle vender tilbage til skolen, mens andre har deres allerførste skoledag. I Nykøbing Falster var det dog også den første dag for en helt ny folkeskole.

Østerbroskolen er et resultat af sammenlægning af Østre Skole og Lindeskovskolen i sidstnævntes lokaler. Det har haft en helt konkret konsekvens for Sofia Clausen, der startede i 2.C på den nye skole i dag.

- Jeg har længere til den her skole, end jeg havde før, siger Sofia Clausen, der før sommeren gik på Østre Skole cirka en halvanden kilometer fra Østerbroskolen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Sofia Clausen fra 2.C har fået længere til skole Foto: Martin Stilling - TV2 ØST

Omstridt sammenlægning

Sammenlægningen af de to skoler har langt fra været en gnidningsløs proces. Projektet blev sat i søen for at nedbringe andelen af tosprogede elever på Lindeskovskolen, men den plan var mange forældre på Østre Skole langt fra tilfredse med.

- Der er et problem på Lindeskovskolen, hvor der er 80 procent tosprogede. At de så pålægger vores børn at løse det problem og så endda på udebane, det synes jeg simpelthen ikke er i orden, sagde en af forældrene Erik Leth til en demonstration i juni 2019.

Artiklen fortsætter under billedet.

  Foto: Martin Stilling - TV2 ØST

I dag var der både flaghejsning og hurraråb for den nye skole, der fik navnet Østerbroskolen efter en navnekonkurrence blandt eleverne. Men vandene var stadig delt blandt forældre.

- Det er en udfordring i forhold til det praktiske, når nu vi bor tæt på den gamle skole (Østre Skole, red.), siger forælder Lea Hagstrøm, der også fortæller, at de overvejer andre muligheder.

Mere optimistisk er Busra Mosleh på vej til første skoledag med sin søn.

- Jeg tror, det kommer til at være fint fremadrettet, så nu må vi se, hvordan det går, lyder det.

Artiklen fortsætter under billedet.

  Foto: Martin Stilling - TV2 ØST

Borgmester tror på succes

Skolesammenlægning har indtil videre betydet, at elevantallet er faldet med 40 i forhold til de to skoler sidste år. Det kommer ikke bag på Guldborgsund Kommunes borgmester, John Brædder (Guldborgsundlisten), at der har været meget postyr.

- Sammenlægningen af skoler eller skolelukninger er altid en politisk og befolkningsmæssig varm kartoffel, siger han på skolens åbningsdag.

Han tror dog på, at det med tiden bliver en succes.

- Det viser sig jo som regel, at når projekterne kommer op at køre, og de har kørt i et års tid, så vænner man sig også til den nye virkelighed. Og den her virkelighed bliver rigtig god, lyder det fra John Brædder (Guldborgsundlisten).

Artiklen fortsætter under billedet.

John Brædder tror på, at sammenlægningen bliver en succes. Foto: Martin Stilling - TV2 ØST

Indtil videre går eleverne i de samme klasser, som de gjorde før sammenlægning. Men efter efterårsferien er det slut. Her bliver eleverne blandet i nye klasser.

- Jeg håber, jeg kommer i klasse sammen med nogle af mine venner, lyder det forhåbningsfuldt fra Sofia Clausen fra 2.C.

Foreløbigt er det kun de mindste klasser, der er mødt op på den nye Østerbroskolen.  Den er nemlig under en større ombygning, som indtil videre henviser 4.-9.-klasserne til Østre Skole.

  Foto: Dorthe Olsgaard - TV2 ØST

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App