¨

Finter og fællesskab - fodboldskole for udsatte børn er et hit

Jana Amjad Mohammed Natour deltager for anden gang på Get2 fodboldskolen. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Fodboldfinter og fællesskab bliver for sjette år i træk dyrket på Falster, hvor DBU’s Get2Sport afholder fodboldskole for 14 børn.

Fire dage med fodbold er i vente for 14 børn fra boligkvarteret Lindholm i Nykøbing Falster, hvor fodboldskolen Get2 lige nu afholdes. 

Get2 foboldskolerne er et særligt tilbud til børn i udsatte boligområder, der kan have svært ved at finde økonomiske midler til at deltage i en klassisk fodboldskole, der ofte kan være en dyr post i budgettet. 

Man lærer nye at kende og  får nye venner

Jana Amjad Mohammed Natour, deltager i Get2 fodboldskole 

Selvom der på Get2-fodboldskolen bliver øvet både kolbøtter og slalomløb, så er det især de gode relationer og venskaber, der bliver lagt vægt på. 

- Det er sjovt, for man lærer nye at kende og  får nye venner, og man bliver også bedre til at spille fodbold, siger Jana Amjad Mohammed Natour, der for andet år i træk deltager på fodboldskolen. 

Mere nødvendigt i år  

I lang tid var det usikkert, om skolerne overhovedet kunne afholdes på grund af coronakrisen, men de seneste ændringer i retningslinjerne for udendørs idræt har givet fodboldskolerne grønt lys, og ifølge tovholder på Get2-fodboldskolerne på Lolland og Falster Martin Boesen, så er det i år særligt vigtigt at børnene kommer afsted. 

- Mange af de her børn har siddet hjemme hele sommeren, fordi skolerne og foreningerne har været lukkede. Nu kan børnene komme ud og opleve et fællesskab og spille fodbold, og det kan være med til at gøre en forskel, og det er det Get2-fodboldskolerne er til for, siger Martin Boesen. 

Artiklen fortsætter under billedet. 

For Martin Boesen er det vigtigste ikke, om fodboldfinterne sidder i øjet, men at børnene får dannet nogle gode relationer på fodboldskolen. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

UEFA-penge medvirker til financering af Get2-fodboldskoler

DIF Get2Sport blev sidste år tildelt prisen UEFA Foundation for Children Award.
Med prisen fulgte et beløb på 45.500 euro, hvilket har gjort det muligt at udvide antallet af DBU Get2-Fodboldskoler i 2020 fra 15 til 21.

Prisen går hvert år til almennyttige organisationer, der forbedrer levevilkårene for marginaliserede og udsatte unge via fodbold eller via sport generelt. Desuden finansieres fodboldskolerne af midler fra DBU, DIF, TrygFonden og satspuljemidler via Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Fodboldskolen strækker sig fra mandag til torsdag. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App