Fængselsstraf forarger

Borgere fra hele landet raser i dag over den fængselsstraf, som Klaus Knudsen fra Lillebrænde står overfor, fordi han ikke kan betale sin kloakering.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den 27. december kunne vi på TV2 ØST fortælle om Klaus Knudsen fra Lillebrænde, der skal afsone 14 dage i fængsel, fordi han mangler at betale omkring 25.000 kroner for den kloakering, som Guldborgssund Kommune har foretaget på hans grund.

Byggeprojektet gik i gang mens Klaus Knudsen stadig havde et arbejde. Nu er han arbejdsløs, og han kan derfor ikke låne penge til resten af kloakeringen.

Massiv opbakning på de sociale medier
Historien om Klaus Knudsen har bragt sindene i kog på vores hjemmeside.

Inge Jørgensen skriver: ”Den arme mand, han kan jo ligesom ikke trylle... Men typisk at man skal kriminaliseres bare fordi man ikke har nogen penge.”

Mens Dennis Jørgensen skriver: ”Jeg håber der sker noget i denne sag, det er den slags, der gør en flov over at være Dansker.”

Navnebror sympatiserer
Claus Hvid fra Maribo er også en af dem, der i nærmeste fremtid står overfor en kloakering, han ikke har råd til

- Jeg kan ikke betale noget, så derfor bliver det på samme måde med at vi ikke betaler, og så må vi jo tage i fængsel, hvis det er det, der skal til, siger Claus Hvid fra Maribo

Claus Hvid mener, at hans hus er så lidt værd, at det ville være dumt at bruge mellem 50- og 100.000 kroner på en ny kloak, han alligevel ikke kan betale.

- Da vi flyttede herned lå der fem huse på vejen. Nu er der to tilbage, resten er væk. Man kan jo ikke sælge sit hus hernede. Så når huset har været til salg i et halvt års tid, så river kommunen det alligevel ned. Så ville det jo være som at smide pengene direkte ud på marken, siger Claus Hvid.

Derfor bakker han op om sin navnebror Klaus Knudsen fra Lillebrænde, der er blevet politianmeldt af Guldborgsund Kommune. Det samme gør næsten 100 borgere, der har kommenteret sagen på vores hjemmeside.

- Det er noget lort for og sige det på godt dansk. Jeg er ked af, at politikerne ikke kan finde ud af det. De bliver ved med og forlange, at vi skal betale. Folk der ingen penge har, de bliver smidt i fængsel, det er jo helt galt, siger Claus Hvid.

Ingen hjælp fra Christiansborg
Folketingsmedlem René Christensen (DF), fra Nykøbing Falster, har stillet et forslag om en statslig lånepulje til de hårdest ramte. Forslaget blev nedstemt kort før jul.

- Vi havde det i Folketingssalen her den 18. december, hvor vi så kunne stemme om det. Men desværre var det kun liberal alliance, som kunne støtte os i denne sag, så derfor faldt forslaget om en lånepulje til 50 millioner kroner, som kunne hjælpe de her borgere, siger René Christensen

René Christensen forklarer, at han i samråd med Miljøministeriet har fundet ud af, at det drejer sig om 2000 familier på landsplan, der havner i en situation, der i værste fald kan ende som Klaus Knudsens. Ud fra deres beregninger, kan man hjælpe dem ved at Staten laver en lånepulje på 50 millioner kroner, hvor dem der har brug for det, kan låne nogen af pengene og afdrage i et tempo, deres økonomi kan følge med til.

- Der er ikke tale om en foræring. Der er masser af mennesker, der selv har finansieret deres kloakering. Men det skulle være et tilbud til dem, der ikke har råd. Vi ender jo med at sende lovlydige borgere i fængsel, og det kan vi simpelthen ikke være bekendt, siger René Christensen.

Det forslag blev dog nedstemt, og Klaus Knudsen kan som den første se frem til 14 dage bag tremmer.


Nyhedsoverblik