Få overblikket: Rockernes indtog på Lolland og Falster

Rockergruppen Satudarah har fået nyt klubhus på Falster. Men det er ikke første gang, de rykker ind på Lolland-Falster.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Rockergruppen Satudarah holdt lørdag aften åbningsfest i Egebjerg på det østlige Falster.

For her har grupperingen nemlig fundet sit nye klubhus, efter de blev smidt ud af den gamle trælast i Idestrup. 

Ifølge politiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Kim Kliver, så handler det om, at Satudarahs kriminalitetsmarked er på Lolland og Falster, og derfor forsøger de at finde et klubhus på Falster. 

- Og det var ikke med deres gode vilje, at de forlod deres klubhus i Maribo. Så det har været vigtigt for dem at finde et omdrejningspunkt for deres aktiviteter, siger han.

Få et overblik over deres aktiviteter her:

  • 11. januar 2017:

Kort før klokken 04:00 blev en mand ramt af flere skud i benet i en lejlighed på Løyesgade i Nykøbing Falster. Politiet efterforsker sagen som et banderelateret opgør. 

  • 23. marts 2017: 

Mindst fem skud bliver affyret i den sydlige del af Nykøbing Falster.

  • 28. marts 2017:

Syv personer bliver anholdt midt i Nykøbing Falster med slagvåben. Der er tale om personer fra de to rockergrupper Mongols og Satudarah. Politiet oplyser nu, at der er tale om en reelt opgør i Nykøbing Falster.

  • 31. marts 2017: 

En politiaktion mod tre kendte bande-adresser i Nykøbing Falster og Sakskøbing førte til seks anholdelser.

  • 11. juli 2017: 

Skyderi mod Nete´s Kiosk på Vestergade i Sakskøbing.

  • 22. juli 2017: 

Knivstikkerier ved en kiosk i Nakskov. To mænd på 19 og 20 år ramt af knivstik, og den 19-årige var hårdt såret efter overfaldet.

  • 5. august 2017: 

Natten til lørdag bliver samme kiosk i Nakskov udsat for en påsat brand. 

  • 14. september 2017: 

Politiet ransager Satudarahs klubhus i Maribo. Fire personer bliver anholdt. Ransagningen sker som følge af, at politiet gennem længere tid har lagt et massivt pres mod personkredsen omkring Mongols og Satudarah på Lolland-Falster.

  • 5. oktober 2017: 

Natten til fredag finder der en skudepisode sted i Maribo. Der blev affyret skud mod en bygning i det centrale Maribo, hvor Satudarah holder til.

  • 6. oktober 2017:

Politiet lukker Satudarah klubhus i Maribo. 

  • 6. oktober til 20. oktober 2017:

Politiet opretter visitationszoner i både Maribo og Sakskøbing.

  • 20. oktober 2017:

Lolland Kommune forbyder alle former for forsamlinger i Satudarahs klubhus i det centrale Maribo. Forbuddet kommer til at gælde de næste tre måneder, og formålet er at få bugt med rockerklubben.

Det er den nye rockerlov, som trådte i kraft 1. juli i år, der gør det muligt for kommunen at lave den regel. 

  • 25. oktober 2017: 

Gerningsmand kører en kvinde ned med vilje på Vestergade i Sakskøbing. Politiet sætter det i forbindelse med den verserende bandekonflikt i området.

  • 31. januar 2018:

Satudarah bliver smidt ud af den gamle trælast i Idestrup på Falster.