Er du dum eller hvad? Skolebuschauffør truer og råber af elever med autisme

En video afslører en skolebuschauffør, der opfører sig truende overfor en gruppe elever med autisme-diagnoser på vej hjem fra skole. Nu ønsker forældrene handling.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Spurgte du, om hun var dum?

- Du skal passe på, hvad du siger fremover, du skal.

- Hvorfor?

- Ellers så redder du dig en på hovedet.

- Hvad? Giver du mig en på hovedet?

- Ti stille. Jeg gider ikke at høre mere på dig.

Sådan udspiller samtalen sig på en video optaget i en taxa-skolebus den 9. september 2022. Samtalen er mellem skolebussens chauffør og en skoleelev med autisme.

quote Han råber af børnene og skælder ud. Han afspærrer dem vejen, når de skal ud af bussen

Maiken Huusom

Kort forinden havde chaufføren talt til en pige - også med autismediagnose, der var på vej ud af minibussen. 

- Er du dum eller hvad?, sagde buschaufføren angiveligt.

Den pige er Maiken Huusoms datter.

- Jeg kan se på videoen, at min datter er meget usikker på situationen. Hun står og tøver ved døren og ved ikke, om hun skal gå ud eller blive, fortæller hun til TV2 ØST.

Taxa-busservicen kører børnene fra deres hjem til Nørre Vedby Skole.
Taxa-busservicen kører børnene fra deres hjem til Nørre Vedby Skole. Foto: TV2 ØST

Maiken Huusoms datter går på autismeafdelingen på Nørre Vedby Skole i Guldborgsund Kommune. Hver morgen bliver datteren hentet i en taxa-skolebus og kørt til skolen. Om eftermiddagen bliver hun kørt hjem igen. Det er en service, som hun har fået visiteret af kommunen. 

Flere børn kører med den lille taxa-skolebus, og fælles for dem alle er, at de har en autismediagnose - nogle af børnene har også andre diagnoser. 

Servicen har fungeret fint indtil starten af september.

- Deres normale chauffør var på ferie, så der blev indsat en ny chauffør til at køre dem til og fra skole. Min datter kom hjem den 6. september og fortæller, at deres nye chauffør er truende. Han råber af børnene og skælder ud. Han afspærrer dem vejen, når de skal ud af bussen. Han vil ikke flytte sig for dem, og det er et stort problem, fordi børn med autisme kan ikke lide nærhed, så det er en svær situation for dem. De ved ikke, hvordan de skal komme forbi ham uden at komme nær ham, fortæller Maiken Huusom om chaufføren og tilføjer:

- Han sagde også til dem, at han vil skide på deres særlige behov.

Læs også
12-årige Nichlas sidder i kørestol og kan ikke komme med bussen
Læs også
12-årige Nichlas sidder i kørestol og kan ikke komme med bussen

Tre dage senere er det den samme chauffør, som skal køre børnene, og her beslutter en af eleverne at lave en optagelse af chaufføren. Det har gjort, at forældrene selv har kunne se, hvad der faktisk foregår på turen til og fra skolen.

- Jeg blev meget chokeret, da jeg så videoen, og jeg er forundret over, at man kan behandle børn med autisme sådan. Faktisk er jeg forundret over, at man overhovedet kan finde på at behandle nogen som helst på den måde. Det er enormt grænseoverskridende, at en chauffør behandler ens barn sådan, siger Maiken Huusom og tilføjer:

- Det var tydeligt, at børnene ikke kunne lide chaufføren, og det forstår man jo godt nu.

Elev: - Hvorfor må man køre bus, når man truer børnene?

Efter Maiken Huusom havde set videoen, kontaktede hun busselskabet Nymand, som står for servicen.

Hun fik en undskyldning fra Nymand, og datteren er ikke blevet kørt af den pågældende chauffør siden.

- Jeg ved ikke, om det er et tilfælde eller bevidst, at han ikke kører min datters bus mere. Vi har set, at chaufføren stadig kører nogle af de andre busser. Jeg synes, det er vanvittigt, at man bare flytter ham til en anden opgave med de samme typer børn. Det er jo stadig børn med diagnoser, han kører med, siger Maiken Huusom.

Den pågældende chauffør kører stadig taxa-skolebusser med elever, der har autisme-diagnoser.
Den pågældende chauffør kører stadig taxa-skolebusser med elever, der har autisme-diagnoser. Foto: TV2 ØST

Hun frygter, at busselskabet ikke forstår, hvilke konsekvenser den slags oplevelser kan have for børnene.

- Jeg tror slet ikke, at de er klar over, hvor ødelæggende det er. Min datter var meget bange og rystet over situationen, og hun havde ikke lyst til at tage i skole. For børnene hænger transporten og skolen sammen, og det er ikke to enheder, de kan adskille. Så når de har dårlige oplevelser med transporten, så går det også udover deres opfattelse af skolen. Desuden er det ødelæggende for tilliden mellem voksne og børn, at han taler til dem på den måde, fortæller Maiken Huusom.

Episoderne har også fået Maiken Huusoms datter til at stille mange spørgsmål:

- Hvorfor må man køre bus, når man truer børnene, mor? Det spørger hun om, når vi ser ham køre de andre busser. Stakkels de børn, der skal køre med ham, siger hun.

Forvaltningen og politikere ærgrer sig over episoden

Maiken Huusom har ikke kun henvendt sig til busselskabet for at gøre opmærksom på situationen, men også til Nørre Vedby Skole, kommunens forvaltning og kommunens formand for Socialområdet.

Og i kommunens forvaltning ser man med alvorlige øjne på situationen, ifølge Margit Mikkelsen, der er chef i Center for Børn og Læring i Guldborgsund Kommune.

- Det her var galt. Alle skal selvfølgelig være trygge, når de kører med skolebus, så vi ser alvorligt på det, når nogle har en anden oplevelse. Derfor har vi gjort tydeligt opmærksom på overfor busselskabet, at det ikke skal ske igen, siger Margit Mikkelsen til TV2 ØST.

quote Det kan næsten ikke blive mere utrygt

Britta Lange, formand for Socialudvalget

Hun fremhæver dog, at mange børn har en god oplevelse med busservicen. 

- Hundredevis af børn kører med busserne hver dag, og der har fra tid til anden været klager over skolebuskørslen, men i al almindelighed oplever vi, at busselskabet er meget samarbejdende, siger centerchefen.

Formand for kommunens Socialudvalg, Britta Lange (S), er også ked af episoden, og hun forklarer, at der bliver taget hånd om det.

- Vi har tiltro til, at de forskellige udbydere, som vi bruger, evner at løfte opgaven. Når det ikke sker, så går det kommunale system i gang. Det er utilstedeligt, at sådan noget sker, når man overlader sine børn i andres varetægt. Det kan næsten ikke blive mere utrygt, siger Britta Lange. 

Sundskolen
Læs også
Enigt byråd bag nyt budget i Guldborgsund med penge til skole og ældre
Sundskolen
Læs også
Enigt byråd bag nyt budget i Guldborgsund med penge til skole og ældre

Generelt er alle enige om, at en hændelse, som den i videoen, ikke må finde sted. Det mener også Jesper Blomberg (DF), der er formand for Børn og Skole i kommunen.

- Jeg synes, det er helt og aldeles uacceptabelt, hvis den adfærd finder sted. Det kræver øjeblikkelig skærpet krav til aktøren. Jeg har fuld respekt for, at man kan blive presset, men jeg har ikke respekt for, at man lader sin aggressioner gå ud over uskyldige børn, siger han og tilføjer:

- Det er heldigvis sjældent, vi hører om de her enkeltsager, men når de kommer, så skal der tages hånd om det. Derfor er jeg også rigtig glad for, at sådan nogle sager kommer frem i lyset. Tænk, hvis der er andre børn, som oplever det, men forældrene ikke reagerer på det.

Jesper Blomberg tilføjer, at han er sikker på, at forvaltningen vil kigge meget nøje ind i det.

Børn med autisme kræver en særlig tilgang

Nørre Vedby Skole ønsker ikke at stille op til et interview om sagen, men skoleleder Steen Blom oplyser, at skolen har inviteret blandt andre forvaltningen og busselskabet til et møde tirsdag den 4. oktober, hvor situationen skal drøftes.

Maiken Huusom har en forhåbning om, hvad parterne skal drøfte på mødet.

- Børn med autisme er meget konkret opfattende. Man skal altid være konfliktnedtrappende overfor dem. Det er rigtig vigtigt, at man er rummelig. For dem er det en reel trussel, når nogle udviser truende adfærd. Kan det ske, at jeg får en på hovedet? Kort sagt, er de her børn bare sårbare, og man har et særligt ansvar, når man har med dem at gøre. I alle andre aspekter stiller man særlige krav til de folk, som omgås børnene. Nogle er nødt til at sætte spørgsmålstegn ved de pædagogiske evner hos dem, der udfører opgaven, siger Maiken Huusom.

quote Jeg oplever det som enormt utrygt, og det gør børnene også, så der skal findes en løsning

Maiken Huusom

Hun tilføjer:

- Jeg håber, at man vil sikre en stærk samarbejdsaftale, og at man vil finde ud af, hvordan man vil sikre, at det her ikke sker igen. Jeg oplever det som enormt utrygt, og det gør børnene også, så der skal findes en løsning.

Centerchefen Margit Mikkelsen har i hvert fald en agenda for mødet.

- Vi har allerede forlangt overfor busselskabet, at det ikke sker igen, og vi vil stille krav om, at de chauffører, der varetager den her opgave, gør det på en god måde. Vi kan og vil gå endnu tættere for at sikre, at de er godt nok klædt på til opgaven, siger hun.

Hos politikerne håber man, at sagen hurtigt bringes i orden, og at skolen, busselskabet og forvaltningen kan nå frem til en løsning, der sikrer både børnenes og chaufførernes trivsel.

- Man bestræber sig på at finde mennesker, som er gode og dygtige til opgaven. De findes heldigvis. Derfor er det vigtigt at finde ud af, hvad der skal til for, at kørslen frem og tilbage til skolen bliver en god oplevelse. Jeg tror, at alle rundt om det bord er enige om, at det skal være sådan, siger Britta Lange (S).

Læs også
Grønt lys til planer om store sommerhuse på Lollands sydkyst
Læs også
Grønt lys til planer om store sommerhuse på Lollands sydkyst

Ifølge Jesper Blomberg kan man ikke gå ud og forlange, at den pågældende chauffør bliver fjernet. Til gengæld vil han fremover sørge for, at der bliver dykket ned i mulighederne for at forberede chaufførerne bedst muligt på opgaven. 

- Indenfor en overskuelig årrække skal licitationen slås om. Til den tid skal vi undersøge, hvad der er af muligheder for, at vi kan sikre, at både entreprenøren og børnene har det godt. Der er jo en grund til, at en ansat reagerer sådan, som han gjorde. Så trivslen skal sikres hele vejen rundt. Måske kræver det, at chaufførerne er uddannet til opgaven. Jeg vil i hvert fald tage det med som et politisk fokus, siger han.

Busselskabet Nymand ønsker ikke at stille op til et interview. Direktøren Dennis Nymand forklarer, at de vil vente med at udtale sig indtil efter mødet den 4. oktober.

Maiken Huusom har forståelse for, at busselskabet Nymand kan været i en tilspidset situation.

- Jeg har en idé om, at selskabet er enormt presset, og de har sikkert mangel på chauffører, men det skal vel ikke være det springende punkt for kvaliteten. Det er derfor, jeg kæmper videre med sagen. Jeg kender til børn, der slet ikke kommer i skole, fordi de ikke kan lide at køre med bus. Så det er vigtigt, at sådan en service kan håndtere børnene, ellers kan det have store konsekvenser, afslutter Maiken Huusom.


Nyhedsoverblik