Endnu 800 får fartbøder på motorvej

Politiet fortsætter fartkontrollerne ved bro-arbejderne på Lolland. 820 fik bøder på strækningen tirsdag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der begynder at være en smule længere imellem fart-bilisterne ved de store vejarbejder på Sydmotorvejen. Her er vejdirektoratet i øjeblikket i gang med at renovere broer ved Maribo og Sakskøbing.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Hvor der ved kontrollerne den seneste uges tid i gennemsnit blev taget omkring 2 billeder i minuttet, så kom tallet tirsdag ned på 1,4.

Stadig masser af bøder

Der blev dog stadig udskrevet mange bøder på strækningen. I alt 820 bilister fik en tirsdag, mens 187 bilister fik et klip i kortet og 28 fik kørekortet betinget frakendt. Det betyder, at de nu skal til en kontrollerende køreprøve oven i straffen med at betale en fartbøde.

Med tirsdagens fangst på strækningen har kampagnen siden sidste uge nu udløst 4.473 fartbøder og 998 har fået et klip i kørekortet. Endvidere har 107 bilister fået en betinget frakendelse af deres kørekort.