Drik ikke vandet: Der kommer kloakvand ud af vandhanen

Embedslægen advarer indbyggerne ved Maglbrænde Vandværk på Falster om at drikke vandet fra vandhavnen, det er forurenet med kloakvand.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Siden onsdag aften er borgerne ved Maglebrænde Vandværk på Falster blevet advaret om at drikke vandet, som kommer ud af vandhanen.

Drikkevandet er nemlig blevet forurenet med kloakvand og må kun bruges til toiletskyl. Der er i stedet stillet tanke op med rent drikkevand ved vandværket.

- I seks af prøverne er der fundet colibakterier, og forureningen er nu indkredset til 13 husstande øst for Maglebrænde. Der er ikke fundet colibakterier i vandet i selve Maglebrænde by, men embedslægen fraråder fortsat, at indbyggerne drikker vandet, siger Dines Kappel, formanden for Maglebrænde Vandværk, til TV ØST.

Først når der er fortaget og konstateret tre på hinanden følgende prøver, der er negative, kan embedslægen ophæve sin advarsel. Der er taget en prøve i går, og der skal tages en på mandag.

- Det vil sige, at alle i området stadig er berørt, og det drejer sig om cirka 150 mennesker, fortæller Dines Kappel.

Vandet fryser til is

Hos Maglebrænde Forsamlingshus er man også godt træt af situationen. 

- Vi er tæmmelig meget træt af det, når vi skal lave kaffe og vaske op i forsamlingshuset, fortæller Else Rasmussen og tilføjer:

- Og vi har noget besvær med det, når vandet fryser til is. 

Forureningen opstod på Soshøjvej under et gravearbejde.