Drengene fra Nykøbing FC ved godt, hvordan vi vinder

TV2 ØST har spurgt et par unge fodboldspillere, hvordan de tror, Danmark klarer sig bedst ved dette års EM.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er de færreste landshold, der kan bryste sig af den interesse, som følger fodboldherrelandsholdet i disse dage. Og med interessen står også en bred skare af fodboldkyndige entusiaster, der gerne giver Hjulmand og co. nogle gode råd med på vejen.

quote Det er altid sjovt at se Danmark spille og støtte op om det

Oscar Raahauge, forsvarsspiller, Nykøbing FC U12,

Der er både dem, der sjældent selv sparker til en fodbold, og så er der dem, der faktisk også har praktisk erfaring.

TV2 ØST har spurgt midtbanespiller Thino Askholm og forsvarsspiller Oscar Raahauge fra Nykøbing FC's U12-hold.

De drømmer begge om at blive professionelle fodboldspillere og er ikke i tvivl om hvorfor.

- Det er en sjov sport. Men det bedste er fællesskabet, lyder det samstemmigt fra de to.

Gode råd til landsholdet

Når det kommer til landsholdet i aften, lyder dessinerne som følger:

- Hjulmand skal få sine spillere til at spille godt sammen, og de skal have ro i hovedet, hvis de kommer bagud, siger Thino Askholm, der ikke lægger skjul på, at han her trækker på sin egen træners gode råd.

Hvem, tror I, der kan blive den afgørende, spiller på banen?

- Eriksen. Han viste i hvert fald nogle gode takter mod Sverige. Han scorede et mål og lavede en assist, lyder vurderingen fra Thino Askholm.

- Også Højlund. Hvis vi har Eriksen til at lægge assister op til Højlund, og så kan han bare banke den ind.

Hvem tror I, der vinder i aften. Danmark eller Slovenien?

- Danmark, lyder det prompte fra Oscar Raahauge

- Men de har en god målmand. Oblak. Så vi skal bare have nogen, der kan banke den ind, supplerer Thino Askholm.

Læs også
Her kan du se landsholdet spille på storskærm
Læs også
Her kan du se landsholdet spille på storskærm

Når spørgsmålet går op, om Danmarks chancer for at vinde EM, er svaret mere diplomatisk.

- Hvis de spiller godt, så kan de da i hvert fald komme videre fra gruppen, vurderer den unge midtbanespiller.

Oscar Raahauge er derimod mere overbevist om, at Frankrig tager guldet.

- De har et godt hold, siger han.

De skal – selvfølgelig – begge se kampen i aften.

- Det er altid sjovt at se Danmark spille og støtte op om det, siger Oscar Raahauge.

- Jeg synes også, det er sjovt at se andre fodboldspillere spille den position, som man selv spiller, tilføjer Thino Askholm.

Nykøbing FC U12 har selv spillet kamp i dag.

Det blev en 3-2-sejr mod Ledøje-Smørum på hjemmebane.


Nyhedsoverblik