Dreng redder 83-årig kvinde fra at drukne

Den 83-årig kvinde modtog førstehjælp på stranden, efter hun var ved at drukne ud for Marielyst Strand.

En 13-årig dreng fra Taastrup var med til at redde en 83-årig kvinde, da hun var ved at drukne ud for Marielyst Strand på Falster.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

quote Det er enormt flot gjort, når han kun er 13 år gammel

Peter Walentin, politikommissær ved Beredskab Syd

Episoden fandt sted mandag eftermiddag ud for den nordlige del af Marielyst Strand. Her var kvinden, som stammer fra Næstved, på stranden sammen med sin søn og besluttede at gå i vandet alene.

- Kvinden er dårligt svømmende og kommer ud på for dybt vand, og så ser sønnen, at hun flere gange får hovedet under vandet, fortæller Peter Walentin, politikommissær ved Beredskab Syd.

Det var fralandsvind, og kvinden risikerede at drive endnu længere væk fra land. Men i nærheden lå den 13-årige dreng på et paddleboard og padlede rundt. Sønnen så drengen fra stranden og råbte til ham i håbet om, at han kunne nå ud til kvinden.

- Drengen kommer hen til kvinden og ser, at hun har hovedet under vandet. Han får hende trukket op, hvorefter han opdager, at hun har problemer med sin vejrtrækning og sluger vand, siger Peter Walentin.

- Han trækker hende ind til stranden, hvor han sammen med andre badegæster giver hende førstehjælp, tilføjer han.

Politiet roser handlekraftig ung mand

På stranden blev kvinden, der var ved bevidstheden, lagt i aflåst sideleje og fik ydet førstehjælp.

- Kvinden kastede op på stranden og havde blå læber, siger Peter Walentin.

De fem baderåd

Derfor blev der ringet 1-1-2, hvorefter både politi og en ambulance hurtigt ankom til stedet. Ambulancen fragtede efterfølgende kvinden til Nykøbing Falster Sygehus, hvor hun blev indlagt.

- Hun har det efter omstændighederne godt, siger Peter Walentin.

Dagen derpå roser politiet den 13-årige dreng for hans resolutte indsat.

- Det er en handlekraftig ung mand, og det er enormt flot gjort, når han kun er 13 år gammel, siger Peter Walentin.

Nu overvejer politiet at indstille den 13-årige dreng til en belønning.