Dølle efterlyste hjælp til damefrokost - nu er flere friske fyre fundet

To døgn inden den 20. Damefrokost i Døllefjelde-Musse Markeds historie stod arrangørerne med et alvorligt problem: Mangel på tjenere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et af Døllefjelde-Musse Markeds helt store højdepunkter, Damefrokosten, har indtil omkring 24 timer før, det hele løber af stablen, stået med et alvorligt problem. Nemlig mangel på tjenere. Noget som kaptajn Morten Rud aldrig har oplevet før, og derfor blev der bragt en efterlysning af frivillige – og ikke mindst modige – mænd.

For damefrokosten er både berømt og berygtet, men har på trods aldrig i sit 19 år lange virke manglet d’herrer som tjenere, der må stå model til lidt af hvert – herunder at blive halvt afklædt for 100 kroner til et godt formål.

Efterlysningen har foreløbigt givet pote, og Morten Rud har fået yderligere 20 tjenere med på holdet, og dermed står 50 tjenere klar, når teltdugen åbnes for 1.500 hujende kvinder.

quote Det er Tordenskjolds soldater, der rykker ud - og nu rykker de til Dølle

Morten Rud, kaptajn, Damefrokosten

- Det er Tordenskjolds soldater, der rykker ud, og nu rykker de til Dølle, konstaterer Morten Rud, som lader forstå, at det er rutinerede frivillige, som har budt sig til.

- Nogen var slet ikke klar over, vi manglede tjenere, tilføjer han.

Årets Damefrokost bliver dermed omkring 20 tjenere færre, end Morten Rud normalt kan stille med – men ved at indrette dette års damefrokost lidt anderledes, får man enderne til at nå sammen.

- Vi kommer til at kommunikere til pigerne, at vi har gjort alt, hvad vi kan, siger Morten Rud, som forklarer, at normalt bliver drikkevarer båret ud til bordene, men i år må lidt flere gå en tur i baren.

- Det forsøger vi også at gøre, i det omfang det kan lade sig gøre – men vi skal også passe på vores tjenere, som ellers vil gå kolde efter to timer.

Travl weekend

Manglen på tjenere skyldes ifølge Morten Rud, at dette års Døllefjelde-Musse Marked er rykket til efteråret.

- Vi er bare ude i, der sker så meget i den her weekend i hele Danmark. Mange af dem, som vi normalt trækker på, kan ikke – og folk har forsøgt at flytte aftaler for at kunne hjælpe, siger han og tilføjer:

- Vi er virkelig glade for, nogle har lyst til at komme og hjælpe os.

Døllefjelde Musse-marked
Foto: TV2 ØST

Holdopstillingen af tjenere består således i år af omkring 30 tjenere, som har været med før, samt en snes, der ikke har prøvet det før.

Og det er en god kombination.

- Inden, vi startede med at rykke efter nogen, var det kun faste tjenere – folk som har været der i mange år. Og for mig giver det også en ro, at vi er sikre på afviklingen – de ved, hvad der skal ske.

For den første halve time i teltet som ny tjener kan nemlig ifølge Morten Rud godt virke overvældende:

- Har man prøvet det, ved man godt, hvad det handler om – hold hovedet koldt, vær glad og smil.

Udover tjenerne er der samlet op mod 150 frivillige, som i forbindelse med forberedelse, afvikling og oprydning er engagerede i et af Døllefjelde-Musse Markeds større begivenheder.


Nyhedsoverblik