Diesel-slange sprang: Stort olieudslip på Falster

500 liter dieselolie løb mandag morgen direkte i havnen i Gedser. Beredskabet arbejder på at inddæmme olien.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Flydespærringer i vandet, og kattegrus på kajen er lige nu situationen i Gedser Havn.

Her sprang en olieslange nemlig læk mandag morgen, da en lodsbåd fra Gedser Lodsstation blev tanket. Resultatet var, at 500 liter dieselolie løb ud på kajen og direkte ned i havnen.

Meldingen om udslippet indløb klokken 04:36.

- Der er tale om et stort olieudslip, som vi inddæmmer, siger indsatsleder Ruben Zalquist fra Lolland-Falster Brandvæsen til TV ØST.

Styr på situationen

Ifølge TV ØSTs journalist Jacob linddahl, der er på stedet, så er der styr på situationen. 

- Der ligger lidt grus på kajen, der skal suge olien op - og så selvfølgelig flydespærringerne i havnen. Man kan se et oliespejl i vandet indenfor flydespærringerne, men der lugter ikke af olie på stedet, og det kan være svært at se, at der er løbet så meget olie ud, siger han.

Den indledende indsats er nu afsluttet, og man afventer nu dagslyset, før man videre vurderer, hvad der skal ske.

Det meste af olien er inddæmmet i et hjørne af havnen, og Miljøvagten i Guldborgsund Kommune skal senere afgøre, hvordan indsatsen imod olien skal fortsætte.

 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 


Nyhedsoverblik