Danmarks første af sin slags - Henrik og Nicoles campingplads får særligt EU-miljøbevis

Kun 19 steder i Europa har campingpladser valgt at leve op til de krav, som EU stiller for at kunne blive miljøcertificeret.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I 11 år har Henrik og Nicole Søby drevet Nysted Strand Camping på Lollands Sydkyst – og det forsøger de at gøre på den mest bæredygtige måde.

- Det er lyskilder, det er vindenergi, det er vandsparefunktion, det er reducering af kemi, det er stop af pesticider, vi har affaldssortering og lokale fødevare, forklarer Henrik Søby, ejer af Nysted Strand Camping.

Parret har igennem mange år privat haft fokus på at leve bæredygtigt, og sidste år valgte de at forfølge de samme idealer for campingpladsen.

Det er de nu lykkedes med så godt, at de har opnået anerkendelse som kun få andre campingpladser. For Nysted Strand Camping blev i dag certificeret med miljømærket EU-Blomsten, der sætter en række kriterier for bæredygtig virksomhedsdrift.

- Det er dejligt, det er lykkedes, og det er også dejligt at gå foran, og som sagt, synes jeg, tiden var inde til det, for der har været rigtig meget snak om bæredygtige ferieformer, siger Henrik Søby, der også lader forstå, at den grønne profil kan være med til at tiltrække nye kunder:

- Det er også med henblik på at få tiltrukket nye gæster til campingpladsen, siger han og peger på, at undersøgelser har vist, at borgere i særligt de store byer vægter bæredygtighed, når feriemålet skal vælges.

- Det er vi selvfølgelig opmærksomme på og stiler efter.

I alt tæller affaldssorteringen på Nysted Strand Camping i dag 19 forskellige kriterier. De ti skal gæsterne selv sortere, og resten ryger i en trailer, som campingpladsen står for at sortere.
I alt tæller affaldssorteringen på Nysted Strand Camping i dag 19 forskellige kriterier. De ti skal gæsterne selv sortere, og resten ryger i en trailer, som campingpladsen står for at sortere. Foto: Jesper Hald - TV2 ØST

Mange udfordringer i vente

Og det er en eksklusiv klub, som Nysted Strand Camping i dag er blevet en del af.

- I Danmark er det den første campingplads, der er certificeret med EU-blomsten, og hvis vi kigger ud i Europa, er der er kun 19 andre, siger Martin Fabiansen, direktør for Miljømærkning Danmark.

Han deler også værtsparrets opfattelse af, at den grønne profil kan fremme interessen – både blandt campister og andre campingpladser.

- Vi tænker, at campingpladsen her vil tiltrække en masse turister, der går op i miljø og bæredygtighed, og at det vil rygtes i det ganske land, siger Martin Fabiansen.

Martin Fabiansen, direktør for Miljømærkning Danmark, forklarer, at der i hele Europa kun findes 19 andre campingpladser, der lever op til de krav, som EU-Blomsten foreskriver.
Martin Fabiansen, direktør for Miljømærkning Danmark, forklarer, at der i hele Europa kun findes 19 andre campingpladser, der lever op til de krav, som EU-Blomsten foreskriver. Foto: Jesper Hald - TV2 ØST

Det synspunkt vinder også gehør hos den lokale turistforening:

- Det betyder også noget for os som destination. Hele arbejdet med bæredygtighed og få flere til at bakke op om den rejse vi alle sammen er på, siger Brian Lindorf Hansen, destinationschef, Visit Lolland-Falster.

En campingplads med EU-Blomsten skal blandt andet leve op til skrappe krav til energi- og vandforbrug.

En campingplads med EU-Blomsten skal bl.a. leve op til skrappe krav til energi- og vandforbrug.
En campingplads med EU-Blomsten skal bl.a. leve op til skrappe krav til energi- og vandforbrug. Foto: Jesper Hald - TV2 ØST

På campingpladsen i Nysted har de senest været i gang med at udskifte lyskilder, så der nu næsten er 100 procent LED-belysning, hvoraf en del er sensor- og tidsstyret.

Og selvom Nysted Strand Camping nu har opnået anerkendelse for sit arbejde – så har Henrik Søby ingen planer om at læne sig tilbage.

- Der er stadig masser af muligheder for at udvikle sig. Vi vil gerne være en mere aktiv spiller i lokalsamfundet. Vi vil også prøve at udvikle konceptet, for det drejer sig ikke kun om klima og miljøaftryk. Det drejer sig også om bæredygtige ferier i form af en helhedsoplevelse, hvor man får slappet af og er i pagt med naturen, siger han.

FAKTA: CAMPINGPLADSER MED EU-BLOMSTEN

Et overnatningssted med EU-Blomsten skal leve op til en række obligatoriske krav inden for bl.a. energi- og vandforbrug samt håndtering af affald. Herudover er der en række valgfri områder, som man skal opnå et antal point indenfor.


De obligatoriske krav omfatter bl.a.:


• Energieffektive installationer inden for belysning og opvarmning af lokaler samt brugsvand.

• Vandbesparende installationer i baderum og toiletter samt begrænsning af mængden af tøjvask.

• Begrænsning af affaldsmængder gennem affaldssortering.

• Rygeforbud i fællesrum.



Nyhedsoverblik