Coronavirus truer med at aflyse Døllefjelde-Musse Marked

Cirka 120.000 gæster plejer at besøge Døllefjelde-Musse Marked på Lolland. Nu kan det store kræmmermarked blive aflyst for første gang nogensinde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et af årets helt store højdepunkter for tusindvis af mennesker, Døllefjelde-Musse Marked, risikerer at blive aflyst på grund af den nuværende situation med coronavirus, som har lukket store dele af landet ned. 

quote Det er skræmmende store udgifter at have, hvis der ikke kommer nogen gæster

Leif Chortzen, formand for Døllefjelde-Musse Marked

Det oplyser formanden for Døllefjelde-Musse Marked, Leif Chortzen, til TV2 ØST.

Hos markedsbestyrelsen følger man situationen særdeles tæt. Indtil videre har man valgt at fortsætte planlægningen af årets kræmmermarked, som afvikles omkring Store Bededag 7. til 10. maj.

- Vi er ikke kommet frem til en endelig beslutning, men vi arbejder på højtryk. Tiden arbejder imod os lige nu, fordi planlægning og afvikling i starten af maj måned bliver mere og mere svær – og sikkert også umulig at gennemføre. Men indtil videre er vores besked, at vi kommer med en endelig udmelding den 1. april, siger Leif Chortzen.

Det skyldes, at man hos arrangørerne bag det store kræmmermarked er kontraktligt forbundet til diverse teltudlejere, musikere og toiletvogne.

- Ligesom alle andre spillesteder skal vi gøre det på den rigtige måde, hvis vi ikke skal ud i alle mulige erstatningssager med musikere og alt muligt andet, og derfor kan vi ikke melde noget endeligt ud på nuværende tidspunkt, siger Leif Chortzen.

Artiklen fortsætter under billdet.

Ifølge formanden for Døllefjelde-Musse Marked besøger cirka 120.000 personer det kendte kræmmermarked på Lolland, når det afholdes i begyndelsen af maj. Alene til damefrokosten deltager 1.800 personer.
Ifølge formanden for Døllefjelde-Musse Marked besøger cirka 120.000 personer det kendte kræmmermarked på Lolland, når det afholdes i begyndelsen af maj. Alene til damefrokosten deltager 1.800 personer. Foto: Phillippa Maigaard - TV2 ØST

Hvor stor er sandsynligheden for, at I afholder Døllefjelde-Musse Marked som normalt?

- Det er svært at sige, men sandsynligheden for, at vi afholder det, som vi plejer, er 10 procent, siger Leif Chortzen

Kan blive rykket til en anden dato

Han oplyser, at man hos markedsbestyrelsen blandt andet overvejer at rykke Døllefjelde-Musse Marked til et senere tidspunkt eller afholde kræmmermarkedet i anden og mindre udgave over tre dage i stedet for fire.

- Det er dødsvært at rykke et marked som Døllefjelde-Musse Marked, og vores underholdningsbudget vil blive voldsomt beskåret, siger Leif Chortzen.

Hvis markedet bliver aflyst og først afvikles i 2021, vil det ifølge Leif Chortzen få store konsekvenser.

- I første omgang skal vi finde løsninger på de billetter og reservationer, som er både købt og betalt. Skal vi tilbyde dem at beholde dem til næste år? Eller vil folk have det tilbagebetalt? Det skal vi finde ud af. Det er en forfærdelig svær situation, siger han og fortsætter:

- Vi har for eksempel 1.800 damer, som var så heldige at skaffe sig billetter til årets damefrokost. Skal de billetter kastes tilbage i billetsystemet med alt det bøvl og ballade? Eller skal de tilbydes at beholde deres billetter? Der er mange konsekvenser i det her.

Artiklen fortsætter under videoen.

Damefrokost på Døllefjelde-Musse Marked i maj 2019.

Ifølge Leif Chortzen er startomkostningerne for blandt andet leje af telte, musik, underholdning og toiletvogne cirka fire millioner kroner.

- Det er skræmmende store udgifter at have, hvis der ikke kommer nogen gæster og indtægter på markedet. Lige nu er det de søvnløse nætters tid, hvor man vågner klokken 02.00 om natten og spekulerer, siger Leif Chortzen.

Al tilmelding er gået i stå

Den usikre situation og risikoen for aflysning betyder desuden, at tilmeldingen til campingpladser og kræmmerstande er gået i stå.

- Jeg tror ikke, at vi får det samme antal campister ind, som vi plejer, siger Leif Chortzen.

quote Vi står og træder vande i fire forskellige vandhuller

Leif Chortzen, formand for Døllefjelde-Musse Marked

Hos kræmmerbestyrelsen følger man sundhedsmyndighedernes anbefalinger, og det nuværende forbud om at være mere end ti personer samlet kan gøre det umuligt at afholde Døllefjelde-Musse Marked.

- Vi står og træder vande i fire forskellige vandhuller lige nu. Det er også derfor, at vores underholdningsprogram heller ikke er blevet offentliggjort, selvom det er færdigt. Men vi synes ikke, det er passende at lægge noget ud for så at trække det tilbage om en uge. Vi skal finde ud af, om vi afholder markedet eller ej, siger Leif Chortzen.

Foreningen bag det kendte kræmmermarked er en momsfri forening, som hvert år afleverer alle sine penge ved en generalforsamling.

- Nu skal vi finde ud af, om vi som forening kan lave kreditter. Det her marked har kørt i 40 år, og der er mange traditioner forbundet med Døllefjelde-Musse Marked, derfor er vi nervøse for, hvad der vil ske, hvis det ender med at blive aflyst, siger Leif Chortzen.

Brændte inde med flere tons gær

Siden 1979 har der været afholdt Døllefjelde-Musse Marked på det østlige Lolland, men risikoen for smittespredning af coronavirus kan ende i markedets første aflysning.

- Vi har været gennem strejker, generalstrejker og konflikter, men har aldrig aflyst, siger Leif Chortzen.

I 1998 blev det lollandske kræmmermarked blandt andet indirekte ramt af gærkrisen. Det år stod den sjette ferieuge højt på lønmodtagernes ønskeliste, men fordi man ikke kunne nå til enighed om kravet, nedlagde cirka 450.000 privatansatte deres arbejde.

Strejken fik tilnavnet gærkrisen og lammede Danmark i næsten to uger. Butikkerne kunne ikke køre deres vare ud, og danskerne begyndte at hamstre madvarer. Ligesom under den nuværende coronakrise blev der især hamstret gær.

Hos Døllefjelde-Musse Marked så man i 1998 sit snit til at udnytte situationen.

- Vi købte selv en masse gær, som vi troede, vi skulle sælge på markedet, fortæller Leif Chortzen.

Men det gav bagslag. Kort før kræmmermarkedet skulle afholdes, blev konflikten løst, og det blev igen muligt at finde gær på hylderne i supermarkederne.  

- Vi brændte inde med flere tons gær, som vi havde købt hjem, siger Leif Chortzen.

Trods det store underskud overlevede markedet, ligesom det gjorde under bryggeristrejken i 1985, hvor ansatte på Tuborg og Carlsberg i København nedlagde arbejdet, fordi de krævede mere i løn.

Artiklen fortsætter under billedet.

Bryggeriarbejderne strejker i 1985 for at få mere i løn.
Bryggeriarbejderne strejker i 1985 for at få mere i løn. Foto: Per Pejstrup/Ritzau Scanpix

Det lukkede for den store ølhane, og der manglede øl på Sjælland og øerne. I stedet blev der fragtet øl fra Jylland, så gæsterne på Døllefjelde-Musse Marked kunne slukke tørsten i kølig humle.

- Vi afviklede vores marked, og det har vi altid gjort – og vi har altid lavet overskud. Men lige nu står vi i en situation, som vi aldrig har prøvet før, siger Leif Chortzen.

Derfor kan frygten for smittespredning af coronavirus resultere i den første aflysning nogensinde af det kendte kræmmermarked.

Den endelige udmelding ventes at komme den 1. april.


Nyhedsoverblik