Christoffer har infantil autisme - nu er han årets medarbejder

Det kan være svært at finde et job, når man er ung og har særlige behov. Det mener Christoffer Høyer Rasmussen, der selv har infantil autisme. Heldigvis har han selv fundet sin rette hylde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Min største opgave er, at kunderne får en god oplevelse. Har de et smil på læben, når de går, så ved jeg, at jeg har klaret den til ug. 

Sådan siger 26-årige Christoffer Høyer Rasmussen fra Maribo til KRAS, der er TV2 ØSTs ungdomsredaktion. 

Christoffer Høyer Rasmussen har infantil autisme og er ansat i Fakta i Nykøbing Falster. Derudover er han formand for og medstifter af Autisme Ungdom Storstrøm. 

- Jeg synes personligt ikke, at der er tilbud nok til unge med særlige behov. De føler sig ret tit ensomme. Derfor er det vigtigt, at de kommer udenfor en dør og ud på arbejdsmarkedet.

quote Vi kan altid stole på ham, han kommer til tiden, han er faktisk aldrig syg, og han leverer en god indsats

Tobias Christoffersen, butikschef, Fakta, Nykøbing Falster

Netop det med finde den rette hylde og finde et arbejde, er noget Christoffer Høyer Rasmussen selv har kæmpet med. 

Til at starte med tilbød kommunen ham en såkaldt 'grøn uddannelse', hvor han blandt andet skulle gå på en mark og samle sten.  

- Det var bare ikke min vej, siger Christoffer Høyer Rasmussen.

Efterfølgende fik han kendskab til projektet "Klar til Start", der er et uddannelsesforløb for autister, hvor de efterfølgende kan få job i en butik eller i et supermarked. Det viste sig at være det rette for Christoffer Høyer Rasmussen, der nu har været ansat i Fakta i tre år. 

- Det med at stå op og have noget at glæde sig til, det synes jeg er vigtigt. Jeg kan godt lide, at der er faste opgaver, jeg ved, jeg skal. At der er faste rutiner, siger han.

Christoffer har arbejdet i Fakta i tre år.
Christoffer har arbejdet i Fakta i tre år. Foto: Mikkel Rise - KRAS - TV2 ØST

Årets medarbejder 

Noget tyder også på, at Christoffer Høyer Rasmussen er god til sit arbejde. I 2021 blev han kåret som årets medarbejder i butikken i Nykøbing Falster.

- Vi kan altid stole på ham, han kommer til tiden, han er faktisk aldrig syg, og han leverer en god indsats. Så er han god til at informere sine kollegaer, hvis der er noget, der ikke er i orden, og så bidrager han godt, så det er endnu bedre at komme på arbejde i morgen. Det kan jeg ikke undgå at belønne, siger Tobias Christoffersen, der er butikschef i Fakta i Nykøbing Falster.

Læs også
Skræddersyet forløb hjælper autister i job - Christian fik chancen for at udleve sin drøm
Læs også
Skræddersyet forløb hjælper autister i job - Christian fik chancen for at udleve sin drøm

Tobias Christoffersen har før haft autister ansat, og han mener, at de er en gevinst for virksomheden. Der er Christoffer Høyer Rasmussen også, og så er han dygtig, siger butikschefen.

- Christoffer sidder først og fremmest i kassen. Det er hans domæne. Hans kongerige. Han er meget venlig og meget opmærksom. Han holder orden i kassen, så den er klar til den næste. Jeg har indtrykket af, at kunderne også er glade for ham. De spørger efter ham, hvis ikke han er på arbejde, siger Tobias Christoffersen.

Christoffer har autisme og er årets medarbejder
Foto: Mikkel Rise - KRAS - TV2 ØST

Og netop det at få en pris, glæder Christoffer Høyer Rasmussen. Dog ikke kun af personlige årsager. 

- Det er en pris, jeg er meget glad for. Det betyder meget for mig at vise resten af samfundet, at unge med særlige behov godt kan klare et arbejde og være med til at bidrage til samfundet. Der er arbejde til alle. Det kræver bare, vi ser på de enkelte personer og tror på, at de godt kan klare det, siger han.


Nyhedsoverblik