Chef for Storstrøm Fængsel fritaget for tjeneste

Institutionschefen for Storstrøm Fængsel er midlertidigt fritaget for tjeneste efter en revisionsundersøgelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Institutionschef for Storstrøm Fængsel Michael Fønss Gjørup er blevet fritaget for tjeneste
i forbindelse med en undersøgelse af Kriminalforsorgens indkøbspraksis.

Det skriver Kriminalforsorgen i en pressemeddelelse.

Baggrunden for undersøgelsen er, at kriminalforsorgen anullererede et udbud efter en indsigelse fra en potentiel byder på en opgave. Her blev det anført, at der burde iværksættes en undersøgelse af blandt andet personlige relationer mellem medarbejdere i Kriminalforsorgen og en konkret leverandør af sikringssystemer og -installationer.

quote Jeg forventer, at vi får en grundig orientering fra ministeren

Kristian Hegaard (R), næstformand i Folketingets Retsudvalg

På den baggrund iværksatte Kriminalforsorgen en ekstern revisionsundersøgelse, som i foråret 2019 blev påbegyndt af revisionsfirmaet BDO. Undersøgelsen er ikke færdig, men fritagelsen sker på baggrund af de foreløbige undersøgelser, der rejser tvivl om mulige uregelmæssigheder på området.

- I den forbindelse er det i går besluttet at fritage institutionschefen for Storstrøm Fængsel for tjeneste, mens politiets og Kriminalforsorgens undersøgelser af sagen pågår, skriver Kriminalforsorgen.

Michael Fønss Gjørup er fritstillet, mens politiets og undersøgelsen af sagen pågår.

Retsudvalg først orienteret i dag

I Folketingets Retsudvalg er næstformand Kristian Heegaard (R) ærgerlig over historien.

- Det er beklageligt, at der endnu en gang er en sag om mulige vennetjenester eller uhensigtsmæssighed omkring indkøbspraksis i det offentlige.

- Jeg forventer, at vi får en grundig orientering fra ministeren, siger han til TV2 ØST.

Har forlanger blandt andte at få klarhed over, hvor store beløb, sagen drejer sig om, og hvor længe sagen har stået på. Samtidig undrer han sig over, at Kriminalforsorgen først orienterede om sagen  i dag.

- Det er lidt pudsigt, at sådan en dårlig sag kommer frem, lige hvor alle går på juleferie, siger Kristian Heegard (R), næstformand i Folketingets Retsudvalg.

Artiklen fortsætter under billedet

Den radikale næstformand for retsudvalget, Kristian Hegaard, forlanger en grundig orientering fra justitsministeren.
Den radikale næstformand for retsudvalget, Kristian Hegaard, forlanger en grundig orientering fra justitsministeren. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Flere sager om mulig svindel

I Dansk Folkeparti er retsordfører Peter Skaarup tilfreds med Kriminalforsorgens beslutning om midlertidigt at fritstille chefen for Storstrøm Fængsel.

- Jeg kender den pågældende som en rigtig dygtig chef, men jeg kan kun bakke op om undersøgelsen og beslutningen, siger han til TV2 ØST.

Kriminalforsorgen skriver, at Folketingets Retsudvalg er blevet orienteret om sagen. Men det skete først for ganske kort tid siden, fortæller Peter Skaarup, selvom revisionsundersøgelsen begyndte allerede i foråret 2019.

quote Jeg har ikke hørt om det før i dag. Derfor må vi have at vide fra justitsministeren, hvorfor der går så lang tid

Peter Skaarup, retsordfører, Dansk Folkeparti

- Jeg har ikke hørt om det før i dag (fredag, red.). Derfor må vi have at vide fra justitsministeren, hvorfor der går så lang tid, siger han.

Han er særligt ked af sagen, fordi den kommer i forlængelse af en række andre sager om mulig svindel i blandt andet Socialstyrelsen, Forsvaret og Statens Serum Institut. Derfor forlanger Peter Skaarup, at sagen fra Storstrøm Fængsel bliver afklaret hurtigst muligt.

- Andet kan vi ikke være bekendt over for skatteborgerne. Vi må have fuld viden om den her sag med det samme, siger Peter Skaarup.

Det er ikke lykkedes TV2 ØST at komme i kontakt med Michael Fønss Gjørup.

Hverken områdedirektør for Kriminalforsorgen på Sjælland, Rasmus Andersen, eller tillidsrepræsentant i Storstrøm Fængsel, Mads Holgersen, vil kommentere på fritagelsen. 

I 2017 besøgte TV2 ØST Storstrøm Fængsel i programmet "Indenfor murene". Se programmet her:

 

Fem sager om mulig svindel med offentlige midler

Sager om mulig svindel med skattekroner hober sig op.

 

Sagen fra Storstrøm Fængsel er blot det seneste eksempel på, at en person i en betroet stilling er kommet under mistanke for skødesløs omgang eller direkte svindel med skatteborgernes penge.

 

Her følger et overblik over aktuelle sager: 

 

Britta-sagen

I efteråret 2018 kom Britta Nielsen, der var afdelingsleder i Socialstyrelsen, under mistanke for groft underslæb mod styrelsen.

 

Hun blev siden sigtet for at have svindlet for 111 millioner kroner, som hun havde overført fra Socialstyrelsens satspuljemidler til egne konti.

 

Efter international efterlysning blev hun 5. november 2018 anholdt i Johannesburg i Sydafrika.

Den endelige tiltale mod Britta Nielsen lyder på svindel for cirka 117 millioner kroner. Hun har erkendt at have overført penge til sig selv. Dommen vil blive afsagt 18. februar 2020.

 

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse

Den 5. december 2019 blev to medarbejdere politianmeldt for svindel mod Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. Det skete, efter at Rigsrevisionen i en undersøgelse havde afsløret, at medarbejdere i årevis kunne bestille varer og tjenesteydelser uden andres indblanding.

 

I en anden sag om bestikkelse fra 2016 blev to ansatte i styrelsen bortvist og politianmeldt - mistænkt for at have svindel for 1,8 millioner kroner.

 

Her rejste anklagemyndigheden 6. december tiltalte mod i alt fem personer for bestikkelse og groft mandatsvig.

 

To civilt ansatte i styrelsen er tiltalt for at have modtaget bestikkelse for 1,8 millioner kroner. Desuden er to selvstændigt erhvervsdrivende og en tidligere ansat hos en entreprenørvirksomhed tiltalt.

 

Statens Serum Institut

18. december 2019 kom det frem, at direktøren for Statens Serum Institut, Mads Melbye, er blevet fritaget for tjeneste grundet mistanke om fejl og uregelmæssigheder.

 

Ifølge Sundheds- og Ældreministeriet havde to sager rejst spørgsmål om ledende medarbejderes sammenblanding af privatøkonomiske og forskningsmæssige interesser.

 

Sagen undersøges i øjeblikket af et kommissorium og Kammeradvokaten.

 

Sygehus Lillebælt

19. december 2019 kom det frem, at Sygehus Lillebælt har politianmeldt en tidligere betroet medarbejder for millionsvindel.

 

I forbindelse med efterforskningen har politiet ransaget flere steder i landet, og flere personer er blevet sigtet i sagen.

 

Ifølge sygehuset drejer det sig om et beløb på en million til halvanden millioner kroner.

Det er endnu uvist, hvordan den formodede svindel er foregået.

 

Rejses der tiltale i sagen, vil sygehuset kræve pengene tilbage


Nyhedsoverblik