En 39-årig mand fra Holland blev mandag ved retten i Nykøbing Falster idømt otte års fængsel og indrejseforbud i Danmark for bestandigt for narkosmugling.
Det fortæller specialanklager Skipper Pelle Falsled fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi tidligt onsdag morgen.
Manden blev anholdt 9. marts af Udlændingekontrollen Øst i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis kreds efter en fælles kontrol med Toldstyrelsen. Anholdelsen fandt sted på en passagerbus, der kort forinden var ankommet til Rødbyhavn med færgen fra Tyskland.
Her blev den 39-årige hollænder fundet med en kuffert indeholdende 1,2 kilo heroin og 2,7 kilo kokain.
Narkotika gemt i maddåser
Ifølge specialanklager Skipper Pelle Falsled var den store mængde narkotika gemt i maddåser i kufferten.
- Til at begynde med afviste han ethvert kendskab til kufferten, så en del af øvelsen gik ud på at knytte ham til den. Han har hele tiden fastholdt, at han ikke vidste, at der var narkotika gemt i den kuffert.
- Han har forklaret, at de her dåser, som han troede var mad, var nogle, han skulle aflevere i København, siger specialanklageren.
Dommen faldt tirsdag, og den 39-årige blev dømt i overensstemmelse med anklageskriftet.