Byrådet siger nej til havvindmøller nær populær badestrand

Planen om at placere 50 havvindmøller fire kilometer ud for Marielyst har fået et enstemmigt nej tak fra byrådet i Guldborgsund Kommune.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Byrådet i Guldborgsund Kommune har i fuld enighed besluttet at sige et nej tak til European Energys planer om at lave en havvindmøllepark fire kilometer ud for Marielysts populære sandstrande. 

Det står klart efter torsdagens byrådsmøde, hvor samtlige byrådsmedlemmer godkendte et høringssvar til Energistyrelsen, som har modtaget European Energys ansøgning om tilladelse til at lave en forundersøgelse af en havvindmøllepark med op til 50 møller med en højde på op til 270 meter. 

Annemette Johnsen (SF), formand for Teknik, Klima og Miljøudvalget og medlem af Økonomiudvalget, forklarer, at det skyldes flere faktorer. 

- Fordi vi synes, det er for tæt på kysten. Og placeringen på én lang linje er ikke hensigtsmæssig rent visuelt. Der er også så mange usikkerheder i det, for det er op til 50 møller, og ind til fire kilometer fra kysten, så hvis vi siger ja til at godkende en forundersøgelse af det grundlag, som først er blevet sendt ud, så kan man risikere at få hvad som helst indenfor den ramme, siger hun.

Syner for voldsomt

Byrådets nej til European Energys nuværende plan skyldes ifølge Annemette Johnsen også til dels hensynet til turismen.

- Overordnet spiller det ind. Det er vores vigtigste turistområde og Danmarks bedste badestrand, siger hun. 

Læs også
Planer om vindmøller fire kilometer ud for turistmekka: - Det er for tæt på
Læs også
Planer om vindmøller fire kilometer ud for turistmekka: - Det er for tæt på

For Annemette Johnsen er det dog andre forhold, der har været mere afgørende for hendes nej.

- Jeg tror personligt ikke, det har den store betydning for turismen, for turister udvælger ikke deres værested efter, om der er vindmøller eller ej. For mig handler det mere om, at de er meget, meget store. Vi har et andet vindmølleafsnit ud for Sydlollands kyst. De er 110 meter høje, de står 10 kilometer ude, og de virker til at stå meget tæt på, siger hun og fortsætter: 

- Med det her projekt ville der så være flere møller, op til 50, de ville være op til 270 meter, og når de bliver stillet på en lige linje, som det er vist på de visualiseringer, selskabet har lavet, så fylder 50 møller rigtig meget. Det er faktisk hele kyststrækningen. Så personligt ville jeg foretrække, at de skulle placeres i klynger og lidt længere ude, hvor de syner knapt så voldsomt set fra land, siger hun. 

Ikke en total afvisning

En lovændring gældende fra 1. juli 2022 betyder, at kommunen nu har vetoret for vindmøller placeret tættere på kysten end 15 km.

Høringssvaret skal dog ifølge Annemette Johnsen ikke ses som en total afvisning af havvindmøller udfor Guldborgsund kommunes kyst. 

- Det er en afvisning af det projekt, som der i første omgang er blevet forelagt, men vi lukker ikke døren helt i. Vi er indstillet på, at man måske kunne finde nogle andre muligheder for placeringen, siger hun. 

quote Vi som byråd opfordrer, at de kommer længst muligt væk fra kysten

Annemette Johnsen (SF), formand for Teknik, Klima og Miljøudvalget i Guldborgsund Kommune

Ingen af byrødderne er ifølge Annemette Johnsen imod havvindmøller. De skal bare langt nok ud. 

- Der er faktisk enighed om, at der godt må komme nogle havvindmøller op. Og de må også godt være kystnære nogle steder, men der er selvfølgelig grænser for, hvor nært, det må være, for de bliver meget, meget store, siger hun. 

Vil finde alternativer

I stedet for at godkende en forundersøgelse til det, som den nuværende projektbeskrivelse beskriver, ønsker kommunen en dialog om alternativer.

Det fremgår af høringssvaret fra byrådet, som nu bliver sendt til Energistyrelsen.

- Vi har ønsket at udtrykke vores forventninger og holdninger til et kommende projektforslag. Vi kan ikke godkende det nuværende, men vi vil gerne lægge op til, at der bliver set på andre muligheder, og at man kunne have en form for dialog om det med selskabet, siger Annemette Johnsen og fortsætter: 

- Vi som byråd opfordrer til, at de kommer længst muligt væk fra kysten, og gerne et færre antal møller end 50, og vi opfordrer til, at man kigger mod sydøst fremfor langs med den vigtigste turistdestination i kommunen.

Læs også
Fuld knald på solcellerne - den grønne strøm slår rekord
Læs også
Fuld knald på solcellerne - den grønne strøm slår rekord

Selvom der kan være forskellige præferencer til placering og udformning, tror Annemette Johnsen på, at byrådet også kan komme til enighed om et alternativ til den nuværende projektbeskrivelse. 

- Ja det tror jeg, vi kan. Alle har været enige om, at det her var skidt, og vi gerne vil have nogle ændringer i det. Der er ikke nogen i byrådet, der har sagt, at vi overhovedet ikke skal have dem, siger hun.