Busser kører elever til tandlægen i skoletiden - færre får huller i tænderne

I Guldborgsund sender børnetandplejen en bus og henter børnene i skoletiden for at være sikre på, at alle bliver tjekket for huller.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er en helt almindelig efterårsdag med heldagsregn. Eleverne i 8.a på Nysted Skole har netop afsluttet dagens første time i matematik, og nu skal de på tur.

Uden for skolen er bussen fra Johns Turistfart klar til at køre dem til Center for Tandpleje i Nykøbing Falster, der ligger 20 kilometer væk.

- Det er meget hyggeligt bare at tage med skolen, så slipper man for nogle lektioner, og hvis det hjælper på, at der er flere, der tager til tandlæge, så er det meget godt, siger elev Niklas Velling, mens han er på vej i bussen sammen med sine 16 klassekammerater.

Artiklen fortsætter under billedet.

Niklas Velling fra 8.a på Nysted Skole er sammen med sine klassekammerater på vej til tandlægen på Center for Tandpleje i Nykøbing Falster. Turen varer 20 minutter.
Niklas Velling fra 8.a på Nysted Skole er sammen med sine klassekammerater på vej til tandlægen på Center for Tandpleje i Nykøbing Falster. Turen varer 20 minutter. Foto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

På Nysted Skole er lærere og skolelederen også tilfredse med ordningen.

- Det vil jo altid give en forstyrrelse, når eleverne skal til tandlæge. Men det gode ved den her ordning er, at alle bliver forstyrret samtidig. Når vi tager en hel klasse, så er der ikke det her afbræk, hvor fire er væk af gangen, og når de så er tilbage, skal de have at vide, hvor langt er vi kommet, så det her er måske den mindst forstyrrende måde at gøre det på, siger skoleleder på Nysted Skole, Brian Brodersen.

Tandplejen betaler busbillet

Alle skolebørn fra 0.-9. klasse i Guldborgsund bliver sendt til de kollektive tandeftersyn på den fælles storklinik i Nykøbing Falster. Tandplejen sender bussen til de enkelte skoler - og klasserne bliver så kørt afsted sammen med en lærer.

Det er tandplejen, der betaler billetterne for skoleeleverne i Guldborgsund. De kostede i 2018 i gennemsnit 66 kroner for en tur/retur fra skolen til tandplejen for hvert enkelt barn. De kollektive tandeftersyn finder sted hver 18. måned. 

quote Vi tror, at det er vigtigt, at vi tager aktivt hånd om det. Forældrene skal ikke til at tænke på, hvordan de skal få fri til det

Henning Tønning, der er overtandlæge i Center for Tandpleje i Guldborgsund

- Ved at bruge klasseundersøgelser som redskab, så får vi det laveste mulige fravær. Alternativet var jo, at hvert enkelt elev skulle transportere herind fra deres område og tilbage igen, og det tager tid for alle. Så for mig at se fra min stol er det en effektiv måde til at sikre, at vi får en væsentlig del af børnepopulationen til at komme hos os, fortæller Henning Tønning, der er overtandlæge i Center for Tandpleje i Guldborgsund.

Tager aktivt hånd om tandlægebesøg

Busordningen blev indført tilbage i 2011, da Guldborgsund Kommune valgte at samle flere små lokale klinikker til en stor fælles børnetandpleje i Nykøbing Falster. Dermed fik mange børn og deres forældre langt til børnetandlægen. Derfor vurderede tandplejen, at det ville være en fordel at hente eleverne ude på skolerne. 

- Vi valgte et tilbud, hvor vi tager hånd om de enkelte elever og sørger for, at de kommer til og fra tandlæge. Vi tror, at det er vigtigt, at vi tager aktivt hånd om det. Forældrene skal ikke til at tænke på, hvordan de skal få fri til det. Det undgår vi i den her ordning, fortæller Henning Tønning.

Artiklen fortsætter under billedet.

Børn i Guldborgsund Kommune har krav på lige så gode tænder som i den øvrige del af Region Sjælland og Danmark, mener Henning Tønning, der er overtandlæge i Center for Tandpleje i Guldborgsund. 
Børn i Guldborgsund Kommune har krav på lige så gode tænder som i den øvrige del af Region Sjælland og Danmark, mener Henning Tønning, der er overtandlæge i Center for Tandpleje i Guldborgsund.  Foto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

Flere kommunale børnetandplejer kæmper med, at børn og deres forældre i stor stil udebliver fra de tandundersøgelser, de bliver indkaldt til.

I Vordingborg Tandpleje oplevede de i en uge i september, at 65 børn på fire dage blev væk uden at melde afbud.

Det svarer til, at 18 procent ikke mødte op - altså næsten hver femte patient. Det fik overtandlæge i Vordingborg Kommune, Lene Maare, til at råbe vagt i gevær.

- Det overrasker mig, og det ærgrer mig. For hvis der er alt for mange, der ikke dukker op, så tager det tiden fra andre børn og forældre, der gerne ville have den tid. Jeg vil ikke kalde det for sjusk, men det kan skyldes en travl hverdag, sagde Lene Maare i den forbindelse til TV2 ØST.

Læs også
Nødråb fra børnetandplejen - alt for mange bliver væk uden afbud
Læs også
Nødråb fra børnetandplejen - alt for mange bliver væk uden afbud

I Center for Tandpleje i Guldborgsund oplever tandlægerne, at der er god ræson i, at børnene bliver sendt af sted i samlet flok til de kollektive tandeftersyn i skoletiden. For dels er antallet af unge i Guldborgsund, der er fyldt 15 år og stadig ikke har huller, steget med 15 procent, dels er problemet med mange udeblivelser uden afbud nede på 10 procent.

- Jeg er selvfølgelig opmærksom på det, men jeg ligger ikke søvnløs over, at hver tiende bliver væk. Men det er et fokuspunkt, og derfor har vi indført selvbooking, og der er flere forebyggende tiltag på vej, fortæller Henning Tønning.

Forebyggende arbejde i børnehaver

Det forebyggende arbejde bliver efter efterårsferien i år udbygget til daginstitutionerne. Her er det meningen, at børnehavebørnene skal på tur til tandplejen, hvor de skal tale om tandbørstning, de får frugt og ser en film.  

- Vi får en tættere kontakt til børnene. Det er mange bække små, og der er ikke et quickfix. Det er mange forskellige tiltag, vi hele tiden skal ind og have fat i det, og så tror jeg, at det rykker, siger Henning Tønning.

Artiklen fortsætter under billedet.

8.a fra Nysted Skole er på vej til tandlægen. De kollektive tandeftersyn finder sted hver 18. måned. 
8.a fra Nysted Skole er på vej til tandlægen. De kollektive tandeftersyn finder sted hver 18. måned.  Foto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

Bussen er ankommet til Center for Tandpleje i Østergade i Nykøbing Falster, og tre medarbejdere er klar til at tjekke, hvordan tænderne har det hos eleverne i 8.a. Imens venter de andre i venteværelset, hvor de hører julemusik og synger med.

Ved det fælles klassetjek undersøger tandlægerne i Børnetandplejen, om de unge har nul huller eller ej, og om alt er som det skal være. Er der et hul eller andet, der skal ordnes, bliver der booket en ny tid, hvor forældrene får mulighed for at være med enten på Center for Tandpleje i Guldborgsund eller i tandbussen, der kommer ud til skolen.

Krav på gode tænder

Personalet i Tandbussen står også for det forebyggende arbejde på skolerne. Hvis man har observeret, at en 7. klasse på en bestemt skole ikke er så gode til at børste tænder, kigger personalet forbi til en snak i klassen.

- I området her på Lolland Falster har børnene en dårligere tandsundhed i forhold til den øvrige del af Region Sjælland. Jeg mener, at børn i Guldborgsund kommune har krav på lige så gode tænder som i den øvrige del af Region Sjælland og Danmark, så derfor har vi ud over de traditionelle undersøgelser og behandlinger, rettet fokus på den forebyggende tandbehandling. Så vi tager ud på skolerne, og det skal også være med til at minimere frafaldet, siger Henning Tønning.

Artiklen fortsætter under billedet.

Mens klassekammeraterne bliver undersøgt har de unge fra 8.a en pause på tandlægegangen. 
Mens klassekammeraterne bliver undersøgt har de unge fra 8.a en pause på tandlægegangen.  Foto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

Mens klassekammeraterne er inde på tandlægestuen, venter de andre teeenagere på gangen og fjoller med deres mobiler med prutte-spil. Der er desværre også lidt dårlige nyheder for nogen.  

- Det var ikke lige det bedste. Jeg har åbenbart dårlige tænder. Jeg har et hul i tanden og tandkødsbetændelse. Det er ikke så godt, men nu er jeg opmærksom på det, fortæller John Edward Dickson.

Da sidste klassekammerat er trådt ud af tandlægestolen, og alle er blevet tjekket, går turen tilbage til Nysted Skole, hvor 8. klasse efter spisefrikvarteret skal have engelsk.


Nyhedsoverblik