Brød ind i svømmehal: Tre mænd flygtede fra stedet i hvid varevogn

Politiet blev natten til torsdag kaldt ud til Svømmehallen i Eskilstrup. Der havde været indbrud, og det lykkedes to personer at slippe væk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Natten til torsdag gik alarmen i svømmehallen på Stødstrupvej i Eskilstrup, og politiet troppede derfor op på stedet.

Her mødte de et vidne, som havde set tre mænd køre fra stedet i en hvid varevogn, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i deres døgnrapport.

En anden politipatrulje fik kontakt til den hvide varevogn, men to af mændene i bilen sprang ud og stak af. I bilen fandt politiet flere ting, der ”kunne tyde på, at de var mændene i bilen, der havde været inde i svømmehallen”.

Politiet anholdte den sidste mand, en 26-årig fra Nykøbing Falster, og han er blevet sigtet for indbrud.

Hvad angår de to sidste mænd, så opfordrer politiet til, at de melder sig selv.