Brevdueforening tvangsflyttes efter 30 år på samme adresse: - Det har jeg det ikke godt med

Brevdueforeningen Dan 038 Nykøbing F. skal flytte, da der skal laves parkeringsplads ved deres nuværende lokation.

I 30 år har brevduerne fløjet omkring på Industrivej i Nykøbing Falster. 

Det er dog snart slut. Brevdueforeningen Dan 038 Nykøbing F. skal flytte, men hvorhen er endnu uvist.

- Det har jeg det ikke godt med. Vi skal lige være sikker på, hvor vi kan komme hen, og hvordan det skal hænge sammen økonomisk, siger Jan Kania, formand for brevdueforeningen.

quote Det er det med brevduesporten, det er jo ikke en ungdomsklub. Pengene løber hurtigt op

Jan Kania, formand, brevdueforeningen Dan 038 Nykøbing F.

Der, hvor brevdueforeningen ligger nu, skal der laves parkeringsplads til det kommende Schillerkvarter, hvor man vil opføre et nyt boligområde med mulighed for 300-400 nye bæredygtige boliger. Det betyder altså, at brevdueforeningen skal flyttes. Det er dog ikke helt let.

- Dueslagene har ligget der i mange år, så der er ikke ret mange, der kan flyttes. Jeg har haft fat i Nakskov Kranudlejning, og der faktisk kun to ud af ni dueslag, der kan flyttes. De andre kan ikke flyttes, da de vil gå i stykker, siger Jan Kania.

Det er ikke en ungdomsklub

Han største bekymring er dog økonomien.

- Normalt er det ikke noget problem at flytte adresse med duer. Det er bare det, når man tænker på det økonomiske. Det er det, der er det store problem. Hvis du er 75-80 år, hvad vil du så ofre for et nyt sted? Det er det med brevduesporten, det er jo ikke en ungdomsklub. Pengene løber hurtigt op, siger Jan Kania.

Når først duerne er flyttet, burde det dog ikke være det store problem at vende duerne til deres nye hjem, selvom de nok vil være lidt forvirrede i starten.

- De vil reagere lidt på det i starten, men når man først har hentet dem nogle gange, så finder de hurtigt ud af, hvor de bor, siger Jan Kania.

Kommunen vil hjælpe med ny lokation

Brevdueforeningen er i dialog med Guldborgsund Kommune, der vil hjælpe foreningen med at finde en løsning og en god placering. Der er dog intet hastværk, understreger Peter Bring-Larsen (Guldborgsundlisten), der er formand for Teknik, Miljø og Ejendomsudvalget i Guldborgsund Kommune. 

- Der går et halvt år, så vi har god tid til at finde en placering og hjælpe dem med at komme på plads, siger Peter Bring-Larsen og tillføjer:

- Der er også afsat et økonomisk beløb til dem, og så vil vi samarbejde om at finde den rette placering. Vi har en god dialog. Den vil vi gerne fortsætte, så de er glade, siger Peter Bring-Larsen.

Brevdueforeningen Dan 038 Nykøbing F. har i alt 12 medlemmer.
Brevdueforeningen Dan 038 Nykøbing F. har i alt 12 medlemmer. Foto: Claus Hansen - Folketidende