Brand på plejecenter - ældre kvinde afgået ved døden

En 93-årig kvinde er omkommet i en brand i en lejlighed på Vendsysselsvej i Nykøbing.

Lidt før onsdag middag blev Lolland-Falsters Brandvæsen kaldt ud til brand i en lejlighed på Vendsysselsvej i Nykøbing.

En 93-årig kvinde er omkommet ved branden, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 ØST.

- Det er en lejlighed, hvor der har været ild, og hvor den 93-årig kvinde har boet. Det er kun i hendes lejlighed, at der har været brand, siger vagtchef Michael Skræddergaard.

- Da brandvæsenet kom frem, fandt de kvinden i lejligheden og det var desværre ikke muligt at redde hendes liv, siger vagtchefen.

Kender endnu ikke brandårsag

Vagtchefen kan endnu ikke fortælle meget om branden, og kender ikke brandårsagen, som nu skal undersøges nærmere.

- Plejepersonalet har evakueret dem, der bor omkringliggende dernede. De får alle lov til at vende tilbage til deres hjem, inden så længe, siger Michael Skræddergaard.

- Ilden har været slukket længe, og jeg tror også, at brandvæsenet er færdige dernede. De har været i gang med noget udluftning.