Brand på danseskole i nat

Der var i nat brand på Elnegaards danseskole i Sakskøbing. Det lugter af en påsat brand, siger indsatslederen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der var i nat brand på Elnegaards danseskole i Sakskøbing. Da Falck ankom var hele bygningen allerede overtændt, fortæller indsatslederen til folketidende.dk. Branden begyndte i et udhus, og brandfolkene kunne først forlade stedet igen klokken otte her til morgen.

Det forventes, at Politiets teknikere undersøger brandstedet nærmere i dag. Men Redningsberedskabet har en fornemmelse af årsagen.

– Det lugter meget af, at branden er påsat, siger indsatsleder fra Guldborgsunds Redningsberedskab Karsten Latocha til folketidende.dk