Når Simon Hansen, socialdemokratisk borgmester i Guldborgsund, i denne weekend tager til partiets årsmøde, er det med en stor portion skepsis overfor partiets linje. Det skriver Politiken.
Årsmødet kommer efter en tid, hvor der er varslet skattelettelser, og hvor finansministeren har kaldt dansk økonomi for bomstærk.
Samtidig står Guldborgsund Kommune overfor at skulle spare 110 millioner kroner på budgettet for 2024.
- I virkeligheden er der jo ikke en modsætning imellem, at man kan levere velfærd eller skattelettelser. Problemet er, at lige nu slår vores velfærdssamfund revner, og før vi har styr på det fundament, synes jeg ikke, at man burde tale om skattelettelser, siger Simon Hansen (S) til Politiken.
Besparelserne i Guldborgsund Kommune betyder blandt andet, at Guldborgsund Zoo og Botanisk have skal lukkes.