Borgere opretter vagtværn VIDEO

Private vagtværn breder sig. I Nørre Alslev er man også godt på vej.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ganske almindelige danskere er nu begyndt at patruljere efter vagtplaner i villakvarterer i aften- og nattetimerne og laver sms-kæder, så de kan komme hinanden til undsætning.

I nødstilfælde er de klar til at foretage civile anholdelser af indbrudstyve og overfaldsmænd, skriver Berlingske Tidende.

På Langeland har man allerede etableret et borgerværn, og i bl.a. Skibby ved Frederikssund og Nørre Alslev på Falster er man langt med planer om det samme.

- Hvad politiet ikke har formået, har vi selv gjort, siger Jannik Mai fra Lohals på Langeland.

TV2 ØST har spurgt Sten Skovgaard, Chefpolitiinspektør ved Midt- og Vestsjællands Politi, om hans holdning til de private vagtværn. Se hele interviewet herunder.
[video:flv:081105_vagtvaern.flv]

Vi er ikke et tæskehold
Berlingske Tidende har tidligere beskrevet, hvordan Jannik Mai fra Lohals oplevede at blive slået, selv om han havde vagthavende ved politiet i røret. Betjenten hørte overfaldet, men sendte alligevel ikke en vogn.

Siden har Jannik Mai oprettet et vagtværn baseret på en telefonkæde af beboere, der alle er klar til at komme hinanden til undsætning.

- Vi er ikke et tæskehold. Slet ikke. Men vi er store nok til at sige fra og tage fat, hvis vores naboer eller vi selv bliver generet. Hvad skal vi gøre? Politiet kommer jo ikke, når vi ringer, siger han.

Både i Nørre Alslev på Falster og i Skibby er borgere ved at opbygge et vagtværn. Allerede fra årsskiftet skal et borgerværn køre rundt i biler for at holde øje med Skibbys ballademagere, indbrudstyve og voldsmænd.

Politiet lover og lover
Borgerværnene fortsætter, selvom rigspolitichef Torsten Hesselbjerg i sidste uge lovede, at politiet nu vil forbedre indsatsen mod den borgernære, lokale kriminalitet, der imod hensigterne er blevet svækket efter politireformen.

- Vi ser jo aldrig politiet herude, og jeg har virkelig svært ved at tro, at det ændrer sig nu,« siger Henrik Lund, der er initiativtager til vagtværnet.

Jannik Mai fra Lohals giver heller ikke meget for rigspolitichefens løfter.

- Vi er blevet lovet og lovet, at politiet ville gribe ind, men der er aldrig sket noget. Betjentene fortæller os, at der ikke er folk nok til at komme os til undsætning. Hesselbjergs garantier får os ikke til at nedlægge vores borgerværn, siger Jannik Mai.

Borgerefterforskningsarbejde
I kolonihaveforeningen Finmarken i Kolding har haveejerne oprettet en såkaldt patruljetjeneste. På sådanne patruljer har haveejere ifølge en af beboerne, Ole Skou, et par gange selv pågrebet mistænkelige personer og holdt dem tilbage, indtil politiet er kommet. Og i boligkvarteret Kampesmose i Christiansfeld har beboerne en lignende ordning.

Her har borgerne også taget sig af egentligt politiefterforskningsarbejde, da de for nylig identificerede en indbrudstyv på overvågningsbilleder på den lokale tankstation. 

Justitsminister Brian Mikkelsen (K) understreger, at politiets opgaver skal løses af politiet, ikke af borgerne.

- Der må ikke herske tvivl om, at politiet naturligvis har det primære ansvar for at opretholde ro og orden og for at gribe ind over for tyverier, hærværk, truende adfærd og anden kriminalitet. Men politiet er naturligvis glade for - og i mange tilfælde også afhængige af - den hjælp, som naboer, forbipasserende og andre kan yde ved at observere og melde til politiet om mistænkelige forhold, siger Brian Mikkelsen.

Vanvittig bekymrende udvikling
Henrik Stevnsborg, professor på Københavns Universitets juridiske fakultet, kalder udviklingen »vanvittig bekymrende«: »Selvom politiet har et meget dårligt image for tiden, er de voldsomt meget bedre til at klare den slags opgaver. Politiet har magtmidler, som vagtværn aldrig får - de råder over anholdelser og ransagning.

Private vagtværn har ingen andre kompetencer end almindelige borgere. De kan anholde på fersk gerning, men skal aflevere den anholdte til politiet bagefter, siger han og understreger, at politiet også er langt bedre uddannet end private vagter.


Nyhedsoverblik