Borgere i kamp for busrute

Underskriftsindsamling skal forhindre, at busrute 800 bliver nedlagt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

I dag lander der 1200 underskrifter på bordet hos teknik- og miljøudvalgsformand i Guldborgsund Kommune, Arne Graae Jensen (V). Underskrifterne er indsamlet blandt beboere langs Bus 800's rute. De er utilfredse med, at kommunen overvejer at nedlægge ruten, da de ikke mener, at de har noget ordentligt alternativ til bussen.

- Bus 800 er den eneste transportforbindelse, vi har til omverdenen. Det er den eneste mulighed, borgerne i landområderne har for at komme til byerne med offentlige transportmuligheder, fortæller en af initiativtagerne til indsamlingen, Jette Pedersen fra Radsted, til Folketidende.

Teknik- og miljøudvalgets formand Arne Graae Jensen fortæller, at indsamlingen før et indtryk på ham, men at kommunen vil forsøge at løse transportproblemet for beboerne, uanset hvad der bliver besluttet.