Blinkende bøje drevet i land på Falster

En rød bøje er drevet i land på Østfalster. Der er efter alt at dømme tale om en afmærkningsbøje fra Kadetrenden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En op mod 4 meter lang, rød afmærkningsbøje og en stump tung kæde er drevet i land på Falster, lidt syd for Hesnæs Havn.

Det fortæller vores seer Sven Christoffersen fra Nykøbing Falster. Han opdagede bøjen, da han forleden var ude at gå på stranden syd for Hesnæs Havn.

- Det er en meget stor bøje, op mod 4 meter lang, og med en tung stump kæde på, fortæller Sven Christoffersen til TV2 ØST.

Bøjen virker stadig, og blinker ved nattetid en kode til de søfarende.

Ud fra bøjens blinkende signaler og påskrift har Sven Christoffersen fundet ud af, at bøjen rettelig hører hjemme i Kadet-renden mellem Falster og Tyskland. Her har den været fæstnet med en kæde til bunden.
 
Bøjen er påsejlet
 
Bøjen ligger nu ved Pomlenakke Fyr, og at dømme efter bevoksningen af muslingerne på bøjen, så har den kun ligget på stranden i en uges tid.

-  Jeg tror, at nogen har påsejlet bøjen, og at den dermed er blevet revet fri.  Ikke langt derfra ligger en fender, der ser ud som om den kommer fra et større skib. Måske er det det skib, der har påsejlet den, siger Sven Christoffersen.

Han har skrevet til Søfartsstyrelsen om sit fund, men de har endnu ikke reageret på henvendelsen.

Sven Christoffersen anslår selv, at bøjen nok er drevet i land i den kraftige østenvind i sidste uge.


Nyhedsoverblik