Bittert nederlag i tæt drama

Årets første hjemmekamp tegnede til at blive en stor succes for NFH, men kampen mod København Håndbold endte i en slem skuffelse for de gulblusede spillere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

7 måls forspring havde håndboldkvinderne fra Nykøbing Falster i 1. halvleg af opgøret mod København Håndbold. Men det var ikke nok.

Ved pausen var føringen reduceret til 3 mål, og i 2. halvleg kom gæsterne for alvor med i kampen.

Imponerende opbakning fra en fyldt Pricerunner Arena, hvor også en god mængde fans fra hovedstaden hjalp til at sætte sæsonrekord med 1350 tilskuere, var ikke nok for NFH.

I sidste minut blev kampen afgjort til københavnernes fordel, da de sendte den afgørende scoring i nettet til resultatet 23-24.

Dermed indtager falstringerne fortsat en kedelig næstsidsteplads i håndboldligaen.

- Jeg er bare sindssygt skuffet og ved næsten ikke, hvad jeg skal sige. Vi har stor ære af kampen, men smider alligevel det hele væk til sidst, sagde en bitter Camilla Maibom efter kampen til TV2 ØST.

På fredag den 17. januar har NFH-spillerne mulighed for oprejsning, når Vejen kommer på besøg i Nykøbing.


Nyhedsoverblik