Biskop: Udsæt konfirmationerne til efter sommerferien

Foråret er konfirmationernes tid. Nu bliver de udsat til efter pinse. Men på Lolland-Falster mener biskoppen, at det vil være bedst at udsætte konfirmationerne endnu længere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I en fælles udmelding fra landets biskopper bliver konfirmationer over hele landet nu udsat til efter pinse, som i år falder den 31. maj.

Med denne anbefaling går kirkerne længere end de anbefalinger, som myndighederne har udstedt på nuværende tidspunkt. Men det er der en god forklaring på, fortæller biskop Marianne Gaarden, Lolland-Falsters Stift.

quote Vi anbefaler at præsterne vælger en dato efter sommerferien, så alle får en mulighed for at planlægge

Marianne Gaarden, biskop, Lolland-Falsters Stift

- Både konfirmander, deres forældre, de gæster, som skal inviteres, og restauranter og feststeder skal have mulighed for at planlægge, siger hun.

Udsæt til efter sommerferien

Men ifølge biskoppen kan både konfirmander og deres forældre og gæster godt forvente at skulle udsætte festlighederne yderligere.

- Efter pinse er der kun tre weekender til skolernes sommerferier starter.

Derfor har man i Lolland Falster Stift i dag talt med provsterne, som nu taler med præsterne om at fastsætte en dato, som kan blive meldt ud til konfirmanderne snarest:

20130608-154357-5_36mb.jpg
Læs også
Begravelser bliver også ramt af forbud - kun få kan være med
20130608-154357-5_36mb.jpg
Læs også
Begravelser bliver også ramt af forbud - kun få kan være med

- Vi anbefaler at præsterne vælger en dato efter sommerferien, så alle får en mulighed for at planlægge. Selv om der er bestilt lokaler, så i det øjeblik de afbestilles, skal man i gang med at finde lokaler til den nye dato, og gæsterne skal inviteres på ny.

Står klar til 30 konfirmationer

På Hotel Falster i Nykøbing står man i de næste måneder klar til at skulle afholde næsten 30 konfirmationer med mellem 20 og 70 gæster til hver fest.

- Det berører os kraftigt. Konfirmationer er der mange af her i foråret. Det er mange penge, det berører, fortæller Peter Hansen, medindehaver af Hotel Falster.

Her taber de omkring halvanden million kroner om måneden på grund af coronavirus-situationen.

I forvejen er hotellet lukket næsten helt efter statsministerens udmelding i går om at lukke restauranter sammen med et forbud mod forsamlinger på over 10 personer.

Det gør ondt

- Det er klart, det gør ondt. Var corona-virussen brudt ud først i november, var det nok gået lidt nemmere. Så havde det taget vores dårligste måneder i stedet for at tage de gode måneder. Men vi kan ikke gøre noget ved det. Vi kan sagtens stille os op og pive, men det bliver det ikke anderledes af, siger Peter Hansen og tilføjer:

- Heldigvis kommer de (staten red.) med en hel del hjælp, så der er håb om, at vi klarer os igennem. Vi er så privilegerede, at vi har været her i 25 år, så vi har lidt at stå imod med modsat de, som måtte være startet for to år siden.

quote Tag det stille og roligt, vi skal nok finde ud af det

Peter Hansen, medindehaver af Hotel Falster

Hotel-indehaveren ser positivt på, at festlighederne formentligt bare bliver udsat, selv om det kan give udfordringer til efteråret. Han har en klar appel til de mange familier, som står over for at skulle udsætte konfirmationer.

- Tag det stille og roligt, vi skal nok finde ud af det. De må afvente de datoer, biskoppen kommer med, og så tager vi det i den rækkefølge, det kommer.

Forsamlingshus beholder depositum

Mens nogle vælger at holde konfirmationsfesten på en restaurant, afholder andre det i forsamlingshuse. En af dem, som har konfirmationsfester blandt udlejningerne i de kommende måneder er Åstrup Forsamlingshus ved Stubbekøbing.

Her har formand Bent Jørgensen endnu ikke modtaget nogen aflysninger, men hvis de kommer, er det ikke noget, der kommer til at rive tæppet væk under forsamlingshuset.

Læs også
Koster kassen - Søs får økonomisk hjælp til sønnens konfirmation
Læs også
Koster kassen - Søs får økonomisk hjælp til sønnens konfirmation

- Vi ryger ikke på røven. Nå vi lejer lokalerne ud, så betaler folk et depositum på 50 procent af den samlede leje, og depositummet det er tabt, hvis man aflyser. Så vi får det halve leje ind, uanet hvad der sker. Det holder huset kørende økonomisk, at vi gør det på den måde, siger han.

På nuværende tidspunkt har man i Åstrup ikke planer om, at lejerne får depositummet - der beløber sig til små 1.500 kroner - tilbage i den særlige situation, som corona-krisen er.

- Men vi må se, hvordan det udvikler sig. Vi kan altid betale mere tilbage.

Konfirmander ikke ene om at udsætte

Det er ikke kun konfirmanderne, der må påregne at udsætte deres aftaler med landets kirker. Både dåb og vielser anbefales udsat.

- Nøddåb og nødvielser kan fortsat foretages i private hjem, står der dog i den opdaterede vejledning, som landets biskopper har udsendt i dag.

Imens kirkedøren således i bogstavelig forstand er lukket i, har man i blandt andet Lolland-Falster Stift forsøgt at nå sognebørnene gennem blandt andet online gudstjenester.


Nyhedsoverblik