¨

Besøgsven: Michael græd, da han hørte om redning

Foto: TV ØST

47-årige Michael Christensen risikerer at dø, hvis han bliver på sygehuset i Filippinerne. Derfor var glæden stor, da han hørte om, at han måske kan komme hjem.

5 måneder på et offentligt hospital i Filippinerne har tæret på Michael Christensens krop i en grad, så han risikerer at miste livet, hvis opholdet fortsætter. Der var derfor glæde at spore hos den 47-årige nordfalstring, da han mandag fik nyheden om, at en anonym donor har givet tilsagn om 180.000 kroner til hans hjemrejse.

- Da han fik at vide, at der nærmer sig en løsning, græd han lidt, og da han havde sundet sig lidt, så kom der et kæmpe smil. Det er første gang, jeg har set det i den tid, jeg har besøgt ham. Han har svært ved at tale, så man kan forstå det. Jeg tror, at sonden har ødelagt hans stemmebånd, men efter lidt tid fik han sagt tak flere gange, fortæller Renny Petersen, der det seneste år har boet i Filippinerne, hvor han er selvstændig erhvervsdrivende.

Han er bange

Han kender ikke Michael Christensen, men læste om ham på nettet og havde svært ved ikke at reagere, når en landsmand stod i sådan en situation kun 50 kilometer fra, hvor han bor. Derfor har han flere gange besøgt Michael Christensen, der ligger med svære kvæstelser efter et motorcykelstyrt i august.

- Han er meget bange. Han aner ingenting om, hvad der skal ske med ham, og hvornår og om han får nogen former for hjælp. Med de sundhedsmæssige forhold der er på det hospital, er jeg bange for, at det kan gå stærkt, hvis der kommer infektion i den form for sår, han har. Det det kan betyde, at han dør af det, lyder vurderingen fra Renny Petersen, der kalder hospitalets hygiejne for forfærdelig.

- En af de første gange, jeg var derinde, stod der en skål med rådne bananer på bordet ved siden af Michael. Det hører ingen steder hjemme på et sygehus, siger han og har også skrevet på Facebook om sine observationer:

- Sygeplejersken viser mig hans sår i brystet, det ser slemt ud (jeg er ikke læge, men det ser ud til der er noget infektion). Michael ligger med ble, som er så overfyldt med afføring at det er helt oppe på maven og dermed meget tæt på hans alvorlige så.

Ingen penge selv

Michael Christensen har ikke nogen rejseforsikring, og derfor kan han kun komme hjem med den læge, der er nødt til at følge med ham, hvis han selv betaler for det. Udenrigsministeriet har fået et tilbud fra SOS International om at transportere Michael hjem for 205.000 kroner.

Han egne forældre har ikke flere penge at støtte med, da de allerede har betalt over 100.000 kroner i hospitalsregninger. Derfor er håbet, at en indsamling kan få deres søn hjem. Hvis donationen fra den anonyme giver går igennem onsdag, så er der indsamlet i alt 198.824 kroner.

På Facebooksiden Kan vi sammen få Michael hjem fra Filippinerne?, kan du læse mere om indsamlingen.

Den private ambulanceoperatør Ambulix fra Sorø har tirsdag formiddag tilbudt at levere gratis ambulancekørsel fra Kastrup Lufthavn til et sygehus, hvis det lykkedes at få Michael Christensen hjem.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App