Bedre signal på vej

I dag mødtes politikere fra kommunerne i Region Sjælland med teleselskaberne for at diskutere, hvordan mobilsignalet kan blive bedre.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Jesper Dose bor i Nysted. I hans hus er der store problemer med mobildækningen. Det er noget, der blandt andet går ud over hans arbejde, hvor han er tilkaldevagt.

- Mine kollegaer har sagt, at de har prøvet at ringe på min mobiltelefon, og at jeg ikke tog telefonen, selvom jeg var hjemme. Og så kommer der en SMS lang tid efter, hvor der står, at der har været et opkald, og så er det faktisk for sent, siger Jesper Dose.

Kræver samarbejde
Men nu er der hjælp på vej. Mandag mødtes Telekommunikationsindustrien med politikere fra regionens kommuner for at finde en løsning på dårlig mobildækning. Men skal det ske, skal kommunerne og teleselskaberne samarbejde.

- Vi har afsat 6,5 milliarder til at investere i udbygning af mobilnettet over en 3-årig periode. Hvis vi samarbejder, får nogle ordentlige vilkår at arbejde under og nogle gode former for dialog, så når vi længere for de penge, siger Jakob Willer, der er direktør i Telekommunikationsindustrien.

- Jeg er så optimistisk, at jeg tror, at hvis kommunen er klar, og det er vi, så kan vi få en væsentlig bedre dækning, siger Jørn Elo Hansen, der er næstformand i Miljø- og Klimaudvalget i Vordingborg Kommune.

Der er dog ikke nogen plan for, hvornår borgerne i Region Sjælland kan regne med, at signalet er bedre.

- Vi kommer ikke i mål inden for en meget kort tidshorisont. Men man skulle meget gerne kunne opleve forbedringer meget snart, siger Jakob Willer.

I Nysted håber Jesper Dose, at der kommer et bedre mobilsignal ud af mødet.

- Det skal der gøre. Det er uholdbart, den løsning vi har nu i hvert fald, siger Jesper Dose.


Nyhedsoverblik