Banedanmark hævder at have løst sporproblemer – alligevel fastholder DSB nødkøreplan

DSB afventer - af tidligere erfaringer - med at ændre køreplanen, selvom Banedanmark forventer at have løst langstrakte sporproblemer fra på mandag.

Siden starten af december har Banedanmark bøvlet med at få en række nye sporskifter på Nykøbing Falster Station til at fungere. De nye sporskifter har erstattet gamle sporskifter, og skulle have betydet hurtigere tog og flere afgange allerede fra starten af forrige måned.

Alt imens har DSB været nødsaget til at aflyse afgange, imens de tog, der kører, har kørt med flere stop og længere rejsetid til følge – foreløbigt indtil og med 30. januar 2022.

Imidlertid er Banedanmark nu lykkedes med – fremgår det af en meddelelse – at få etableret en såkaldt "midlertidig teknisk løsning". Med denne løsning forventer Banedanmark, at det allerede fra nu på mandag er muligt at afvikle den fulde køreplan fra Nykøbing Falster Station.

quote Det er ikke første gang, at vi har fået en melding, som har vist sig ikke at holde

Tony Bispeskov, informationschef, DSB

Ifølge DSB bliver der dog ikke flere og hurtigere tog af den grund:

- Den midlertidige køreplan, som vi har etableret i et stykke tid, den fortsætter, og det gør den indtil den 31. januar. Vi kan ikke med så kort varsel lægge trafikken om – derfor vil der være en ændret køreplan frem til den 31. januar, siger informationschef i DSB, Tony Bispeskov, til TV2 ØST og tilføjer:

- Når vi skal ændre køreplanen, som i dette tilfælde vil være en hel del ændringer, så kræver det en længere planlægningshorisont.

Skepsis blandt pendlere

På baggrund af de oplysninger, som DSB har fået fra Banedanmark, hersker der også fortsat en lille usikkerhed omkring, hvorvidt sporskifterne nu også bliver klar til på mandag:

- Nu er det også sådan, at Banedanmark har været forsinket nogle gange. Det er ikke første gang, at vi har fået en melding, som har vist sig ikke at holde. Derfor har vi denne gang valgt at sige, at tidligst fra den 31. (januar, red.) vil vi kunne være i stand til at ændre i køreplanen, siger Tony Bispeskov.

- Og det er selvfølgelig under forudsætning af, at Banedanmark også er helt færdige med de ting, der skal være klar på Nykøbing Falster Station.

DSB anlægger dermed samme forbeholdne tilgang, som pendlerne gjorde på nyheden om, at problemerne trak ud i midten af december:

- Vi har det sådan med Banedanmark, at vi tror på det, når vi ser togene komme. Og til tiden, lød et fra pendlertalsmand Robert Hansen.

Robert Hansen er formand for Næstved Pendlerklub.
Robert Hansen er formand for Næstved Pendlerklub. Foto: Line Strand - TV2 ØST

Foruden sporskifte-problemerne på Nykøbing Falster Station er DSB også ramt af omfattende sygemeldinger på grund af covid-19.

- Vi har en presset situation, som følge af det sygefravær, der er generelt i samfundet. Det presser hele vores produktionsapparat yderligere – men om vi havde alle de folk, ville det stadig være umuligt for os med så kort varsel at ændre køreplanen, konstaterer informationschefen.

Intet svar fra Banedanmark

Hvad en midlertidig teknisk løsning indebærer har det ikke været muligt at få oplyst hos Banedanmark. Ej heller tidshorisonten for en permanent løsning.

quote Banedanmark og eksterne eksperter arbejder videre med at finde en langsigtet løsning på problemerne med sporskifterne

Banedanmark

I meddelelsen på styrelsens hjemmeside fremgår det blot:

- Banedanmark og eksterne eksperter arbejder videre med at finde en langsigtet løsning på problemerne med sporskifterne.

Tony Bispeskov oplyser til TV2 ØST, at DSB ikke er blevet orienteret om, hvad den midlertidige løsning indebærer – herunder om der venter yderligere sporspærringer, når en permanent løsning skal etableres.

Banedanmark har samtidig fundet behov for at understrege, at sporskifterne på Nykøbing Falster Station er godkendte – men at sporskifterne er sammensat af delelementer, der har vist sig at mangle nogle millimeter for at være inden for den såkaldte tolerance, der angiver, hvor tæt sporskiftet skal lukke.

Den midlertidige køreplan betyder, at der kun kører et tog i timen fra Nykøbing Falster Station.
Den midlertidige køreplan betyder, at der kun kører et tog i timen fra Nykøbing Falster Station. Foto: Martin Stilling - TV2 ØST

Banedanmark oplyser videre i meddelelsen, at passagererne på Lollandsbanen skal endvidere være opmærksomme på, at ændring af ankomstspor på Nykøbing Falster Station kan give udfordringer ved skift til tog mod København.

- Det skyldes, at det desværre ikke er teknisk muligt at lade Lokaltogs tog ankomme på modsatte side af samme ø-perron, som toget mod København afgår fra, sådan som det normalt er tilfældet, skriver Banedanmark.

Banedanmark opfordrer derfor fortsat togpassagerer til og fra Nykøbing Station til at planlægge rejsen på Rejseplanen.

Lille lyspunkt for togpassagerer

Intet er dog så skidt, at det ikke er godt for noget. Ifølge DSB har den ændrede køreplan en lille fordel for rejsende fra de mindre stationer på strækningen, forklarer Tony Bispeskov:

- Vi kører med de såkaldte hurtigtog på strækningen, og det betyder, at på strækningen mellem Næstved og Nykøbing stopper toget på Lundby, Nørre Alslev og Eskilstrup stationer, hvilket det normalt ikke gør, som kører hurtigt ind mod København.

- Men generelt betyder det, at der kører færre tog på Sydsjælland og Falster.

Når den nye køreplan kan træde i kraft vil rejsetiden fra Nykøbing Falster Station til hovedstaden blive sat ned fra en time og 32 minutter til en time og 17 minutter. Og når den nye Storstrømsbro til sin tid står færdig, forventeligt i 2026, skal rejsetiden ifølge DSB kunne klares på lige godt en time.

Kommentar fra Banedanmark