Arbejdstilsynet ser på forsorgshjem efter drab

Kommune håber på rådgivning fra Arbejdstilsynet efter beboers knivangreb på 2 ansatte og anden beboer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Arbejdstilsynet vil undersøge forholdene på forsorgshjemmet Saxenhøj i Sakskøbing efter drabet og de 2 drabsforsøg onsdag.

Det oplyser Guldborgsund Kommune, som også selv er gået i gang med en evaluering oven på forbrydelsen, hvor en 28-årig mandlig beboer stak en læge ihjel og derefter sårede såvel en socialrådgiver som en anden beboer.

Foreløbig tyder intet på, at procedurerne ikke blev overholdt, da den 69-årige læge og socialrådgiveren på 40 år onsdag kontaktede beboeren.

- Man skal altid være 2 ved besøg, siger direktør i kommunen, Alma Larsen.

Afventer rådgivning fra tilsynet

På værelset overfaldt beboeren de 2 ansatte med en køkkenkniv, og derefter blev også en beboer stukket med en køkkenkniv.

Kommunen har besluttet sig for hurtigt at få undersøgt, om sikkerheden kan forbedres. Det sker på møder torsdag og i næste uge, oplyser Alma Larsen.

- Arbejdstilsynet er gået i gang med en undersøgelse, og vi vil afvente at få rådgivning også fra dem, siger direktøren.

70 procent misbrugere

Lægen havde været ansat på forsorgshjemmet i en årrække.

På Saxenhøj lever demente, folk med hjerneskader og stofmisbrugere. Den sidste gruppe udgør majoriteten, oplyser Alma Larsen.

- 70 procent er misbrugere og har en psykiatrisk diagnose, siger direktøren.

Om den 28-årige beboer, som politiet har indlagt på en psykiatrisk afdeling, hører til i denne kategori, ønsker hun ikke at svare på.

/ritzau/


Nyhedsoverblik